Personregistrering

Omstridt register frikendt

Det Sorte Register overtræder ikke persondataloven

Ole Eli Christiansen overtrådte ikke registerloven, da han oprettede hjemmesiden "Det sorte register>. Foto: Lars Pauli
Ole Eli Christiansen overtrådte ikke registerloven, da han oprettede hjemmesiden "Det sorte register>. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 17:38

NORDJYLLAND: Selv om Det Sorte Register oplyser navne, arbejdsadresser og telefonnumre på politikere og en lang række offentlig ansatte som betjente, advokater og en plejefamilie, så overtræder registret ikke persondataloven.

Det er Datatilsynets afgørelse på en klage over registret fra både Vesthimmerlands Kommune og Politiforbundet.
Selv om registret indsamler personlige oplysninger, så vejer hensyn til ytringsfriheden tungere.

Centralt punkt i loven

Persondataloven bliver nemlig overtrumfet af Den Europæiske Menneskerettigheds konvention om ytringsfriheden.

- Det er et centralt punkt i persondataloven, at der skal tages hensyn til informations- og ytringsfriheden. Derfor kan vi ikke gøre noget, oplyser direktør Janni Christoffersen fra Datatilsynet.
I afgørelsen er der lagt vægt på, at hjemmesiden har forholdet mellem borger og myndighedspersoner som tema.

Har ikke set på injurier

Og temaet er klart for dem, som ser hjemmesiden, fordi den er præget af subjektive meninger og værdiladede ytringer.

Men samtidig understreger Datatilsynet, at det ikke har taget stilling til, om hjemmesiden overtræder anden lovgivning, eller om registret indeholder injurier eller æreskrænkelser.
Vesthimmerlands Kommune klagede over Ole Eli Christiansens hjemmeside i november, fordi den registrerede tre navngivne kommunale medarbejdere, en af kommunens plejefamilier samt meget personlige oplysninger om borgmester Knud Kristensen.

Oplysninger fjernet igen

Sidstnævnte informationer er dog siden blevet fjernet, og Datatilsynet har lagt til grund, at der må være tale om oplysninger, som allerede var offentliggjort af den pågældende selv.

Da Vesthimmerlands Kommune klagede til Datatilsynet, fik Ole Eli Christiansen hostet sin hjemmeside i udlandet i stedet for i Danmark.

Janni Christoffersen oplyser, at afgørelse er meddelt til alle parter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden