Omtrent hele verden samlet i Nørager
AFS fejrede 60 års fødselsdag i lokalforening
NØRAGER: Omtrent hele verden var forleden samlet i Nørager.
Anledningen var, at udvekslingsorganisationen AFS nu igennem 60 år har sendt unge på udveksling på kryds og tværs i hele verden, og det blev naturligvis behørigt fejret af AFS’ lokalforening i området.
Kirsten M. Anttila var med på det allerførste hold af jyske AFS-studerende, der i august 1955 rejste til Amerika på udveksling, og hun berettede i forbindelse med jubilæumsfesten i Nørager om, hvordan AFS efterhånden har været en del af hendes liv i seks årtier.
Deltagerne i jubilæums-arrangementet var en god blanding af unge og gamle, danskere og udvekslingsstuderende fra hele verden.
Lige nu er der 31 studerende i Aalborg Lokalforening, som inkluderer det sydlige Vendsyssel og Himmerland.
De seks er under 18, bor hos en dansk værtsfamilie og følger undervisningen i gymnasiet, præcis som en dansk ung på deres alder ville. Seks er over 18 og underviser frivilligt på lokale folkeskoler i samarbejde med lærerne, mens de sidste 19 udvekslingsstuderende går på Ranum Efterskole og har en værtsfamilie, som de besøger i weekender og ferier.
Efter sommerferien vil AFS’ nordjyske lokalforening igen samle unge fra verden i lokalområdet og sende danske unge ud og opleve verden, og organisationen søger allerede nu værtsfamilier, som er interesseret i at invitere verden indenfor i deres hjem.
AFS Aalborg vil også være at finde på forårsmessen i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, hvor man kan komme og høre mere om AFS og Aalborg Lokalforening.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.