Opbakning til Solhjem
Ældrecentret har fået sin egen vennegruppe, der vil kæmpe for stedet
Opdateret 21. september 2022 kl. 12:54
Borgerne i Østerild er klar til at kæmpe for at bevare landsbyens ældrecenter Solhjem, der er blandt de plejehjem, der risikerer lukning ifølge en konsulentrapport. På et velbesøgt møde forleden aften blev der både stiftet en vennegruppe, indledt en underskriftindsamling og nedsat en aktionskomité. Det var Østerild og Omegns Borgerforening, der i samarbejde med Seniorklubben og Aktivkomitéen på Solhjem havde indkaldt til mødet i Multicentret. Blandt de op mod 120 deltagere i mødet var der en udbredt frustration over den politik, der bliver ført over for kommunens landdistrikter. - Folk synes, at det handler mest om Thisted by. Selv om man fra kommunens side siger, at man gør så meget for udkantsområderne, så føler vi, at de mindre samfund bliver udsultet, siger Niels Ole Dalsgaard, der sidder i bestyrelsen for Østerild og Omegns Borgerforening og nu også i den nye aktionskomité. Han fortsætter: - Det er klart, at skolelukningerne har været med til det. Og nu kommer ældrecentret så også. Mange føler virkelig, at udkantsområderne bliver ladt i stikken, og den frustration kom tydeligt til udtryk på mødet. På mødet var der også en del debat om den aktuelle sag om, at Ole Christensen (S), formand for social- og sundhedsudvalget, har ændret teksten i et mødereferat og efterfølgende ændret det tilbage igen. Udvalgsformanden har givet en undskyldning, som flertallet af udvalget har accepteret, men så let burde han ikke slippe, synes flere af deltagerne i mødet i Østerild. Niels Ole Dalsgaard glæder sig over den store opbakning til støttemødet for Solhjem og over, at flere end 100 allerede samme aften skrev under på, at de støtter op om den nye vennegruppe. - Folk bad om at få flere lister med hjem. Det er rart for aktionskomitéen at have det rygstød, fastslår han. Det gik nemt med at finde folk, der vil gøre en aktiv indsats i aktionskomitéen. Ud over Niels Ole Dalsgaard tæller komitéen også Keld Poulsen, formand for borgerforeningen, Hanne Påske, Hans Kurt Nielsen, Lene Toft Jensen, Henning Jensen og Bjarne Tordrup. Desuden vil der blive en eller to deltagere fra Hunstrup. Nogle af aktionskomitéens deltagere havde tænkt sig at tage med til mødet med borgmesteren i Frøstrup i aftes, og Solhjems venner vil også være repræsenteret på gæstepladserne ved byrådsmødet på tirsdag, hvor plejeboligplanen er på dagsordenen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.