Opfordring om at hente børn tidligt vækker harme hos forældre
Flere institutioner opfordrer ifølge forældreformand til at hente børn tidligt eller holde dem hjemme.

Thomas Lekfeldt Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Det er utilfredsstillende, at flere dagtilbud især i hovedstadsområdet opfordrer forældre til at hente deres børn tidligt eller holde dem hjemme.
Det mener formand for Fola - Forældrenes Landsorganisation - Signe Nielsen.
- Vi er overrasket over, at det stadig kan forekomme. Man skulle mene, at kommunerne nu burde have lært, at der kan blive høj sygdom under corona. Derfor burde man have sørget for, at hullerne i vagtplanen kunne dækkes ind med vikarer, siger Signe Nielsen.
Hun har kendskab til mindst tre institutioner i hovedstadsområdet, hvor lokale ledere af dagtilbud har sendt opfordringer ud via it-platformen Aula.
Beskeder, der går på at hente børnene tidligt eller helt holde dem hjemme, fordi der mangler hænder til at passe dem.
Problemet er ifølge forældreformanden, at det sætter forældrene i en penibel situation.
- Vi kan jo ikke blive ved med at hente tidligt. Der er jo ingen arbejdsgiver, der accepterer en besked givet på Aula, om at jeg skal hente mit barn tidligt, fordi der ikke er personale til at passe det.
Hun har forståelse for, at personalet - som alle andre - kan blive ramt af sygdom, men mener, at kommunerne burde have taget højde for det.
- Det er sådan set ikke den lokale dagtilbudsleder, der sender beskeden, jeg skyder på.
- Det er kommunerne, der burde have planlagt og sikret ekstra hænder, allerede i efteråret. Man har fået ekstra penge til rengøring og til at ansætte ekstra hænder. Men det virker bare som om, at man ikke har handlet på det, siger Signe Nielsen.
Ritzau arbejder på en kommentar fra Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.