- Fremtidens markeder ligger i verdens fattige lande. Vi ser nogle af verdens højeste økonomiske vækstrater i Afrika, en tredjedel af kontinentets befolkning hører i dag til middelklassen med daglige indtægter på over 150 kroner, og der er enorme reserver af både jord, energi og mineraler, pointerede han på en konference i Aalborg, tilrettelagt af den nordjysk baserede netværksorganisation Acces2Innovation.
Flertallet befinder sig dog fortsat på bunden af verdens økonomiske pyramide - i hele verden to milliarder mennesker.
- Men også de har behov, som kan skabe arbejdspladser og udvikling, både i Afrika og i Danmark, fastslog han.
Fattige i fokus
Ikke mindst det store, fattige flertals behov og potentialer var i fokus på konferencen i Aalborg, hvor deltagerne kunne mødes efter interesser i en række workshops.
Acces2Innovation arbejder for at fremme udvikling af produkter, systemer og teknologier rettet mod den 3. verdens behov, og der var også deltagere fra Afrika, blandt andet Ugandas minister for økonomisk udvikling og privatisering, Aston P. Kajara.
- Kom til Uganda. Vi har alting - råvarer, energi, jord og sol, men mangler investeringspartnere, opfordrede han.
Siden starten for fem år siden har Acces2Innovation udviklet sig til en levende organisation med projekter indenfor især vedvarende og fornybar energi, fødevarer samt vand og affald.
På listen over de mindst ti igangværende projekter er for eksempel et koncept for affaldshåndtering i provinsen Kasese i Uganda. Den danske partner er Energiby Frederikshavn.
- Med en effektiv indsamling af affaldet kan det udgøre en kilde til energiproduktion, øge folkesundheden og endda fremme turismen, forklarer projektleder Bahram Dehhgan.
Han ser store perspektiver, både i form af dansk system-ekspert og i lokal udvikling og beskæftigelse.
- Tanken er at rekruttere danske aktører og investorer, som vil være med til at etablere et udstillingsvindue for affaldshåndtering i hele Østafrika.
Skal danne model
Christian Friis Bach fortæller, at Acces2Innovation har dannet model for et nyt Climate Innovation Centre i Kenya, og han håber modellen breder sig.
- Der er brug for disse bindeled mellem universiteter, virksomheder og folkelige organisationer ud over hele Afrika, siger han.