Ophold for Løkkes datter i Rio er hemmeligt
Tegn på at Venstres medlemmer betalte regningen for Lars Løkke Rasmussens datter
KØBENHAVN: Offentligheden må ikke få at vide, hvem der betalte for Lars Løkkes datters sidste to dage i Rio de Janeiro. Meget tyder på, at det var Venstres partikasse.
Det skriver Politiken søndag.
Opholdets sidste to dage af i alt fem brugte Lars Løkke Rasmussen på blandt andet at møde erhvervsledere i sin egenskab af partiformand. Af samme grund var hans egne udgifter betalt af Venstre.
Men meget tyder på, at partikassen - og dermed Venstres medlemmer - ligeledes pungede ud for, at Løkkes datter kunne bo og leve de to dage i den brasilianske storby. Ifølge Politikens oplysninger betalte Venstre både hotel og forplejning for et ukendt beløb, selv om datteren ikke varetog opgaver i venstreregi.
Ingen kommentar om datters udgifter
I forvejen har netop datterens rejseudgifter været omdiskuterede, fordi klimaorganisationen GGGI oprindelig betalte hendes flybillet til 27.000 kroner.
Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, bekræfter, at Venstre betalte for Lars Løkke i de to dage, og at Løkke i øvrigt selv har tilbagebetalt pengene for flybilletten til GGGI. Men regningen for datterens udgifter i Rio vil han ikke oplyse noget om.