Oplev kirken i skoven

Beboerne i Dokkedal og omegn er glade for deres usædvanlige kirke

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

DOKKEDAL:Dokkedal Kirke, som ligger på Møllesøvej i Dokkedal, er som regel et besøg værd, hvis man er på de kanter. Både fordi kirken ligger naturskønt, omgivet af høje graner og tæt på Mulbjergene. Men også fordi der er en helt speciel stemning i den lille skovkirke, som blev tegnet af arkitekt Holger Jensen i 1957.

- Det kan godt være, at kirken ligger lidt gemt. Men vi bliver alligevel tit ringet op af foreninger og folk på udflugter, som gerne vil have en rundvisning, fortæller sognepræst Lise Overgaard Therkildsen.

Hun har kun været præst Mou og Dokkedal siden februar 2013, men hun bemærkede hurtigt, at den var noget helt specielt.

- Folk udefra får måske øjnene op for den, når de besøger Lille Vildmosecentret. Men der er også en god lokal opbakning, når vi holder gudtjeneste i kirken den tredje søndag i hver måned, forklarer hun.

Samlede ind til kirken

At en by af Dokkedals størrelse overhovedet har en kirke, skyldes også de lokale beboere. For det var nemlig dem, der samlede ind til kirken - blandt andet ved hjælp af en husstandsindsamling og basar i midten af 1950’erne.

Under og efter 2. Verdenskrig boede der nemlig op mod 2.000 mennesker i Dokkedal området, hvor der blandt andet blev gravet tørv til brændsel i den nærliggende mose. Og de havde ingen kirke, selvom der siden 1867 blev holdt gudstjeneste på Dokkedal Skole hver anden søndag.

Så på et stormøde i februar 1955, besluttede man at opføre en ny kirke. Gravstederne skulle være i lysningerne mellem gran og fyr, og Statens Jordlovsudvalg skænkede byen et areal på 13.000 kvadratmeter til formålet.

Men byggeriet kom aldrig rigtigt i gang - blandt andet på grund af et offentligt byggestop. Så beboerne tog skeen i egen hånd og lavede nye indsamlinger, og samtidig reducerede de lokale håndværkere deres priser, så byggeriet kunne gå i gang i januar 1964. 43 frivillige deltog i arbejdet, og 2. påskedag 1965 blev kirken indviet.

- Dokkedal Kirke har en helt speciel akustik, så den bliver også meget brugt til arrangementer og koncerter, fortæller Lise Therkildsen.

Specielt lys

Hun fremhæver desuden det specielle lysindfald og stemningen i kirken. Men kunsten og inventaret, som kan flyttes er også en stor fordel.

- Det betyder blandt andet, at vi kan flytte stolerækkerne og dække et langt bord, så alle kan være med, når vi holder Skærtorsdagsmåltid med lammekøller og rødvin, forklarer hun.

Vil man opleve den lille skovkirke er der blandt andet rig lejlighed til det her i sommermånederne. Både fordi kirken for manges vedkommende ligger på vejen til de store sommerhusområder i Als og Øster Hurup. Men også fordi den danner ramme om en række koncerter i forbindelse med kystbyernes ny festival i august, Dokkedal Dagene.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden