Opløftende AaB-sejr i Sverige
Lukas Spalvis dobbelt målscorer, da AaB vandt den sidste test med 3-1 over IFK Göteborg
GÖTEBORG: AaB fik tanket selvtillid, da de lørdag havde taget færgen til Göteborg for at møde lokale IFK i en sidste testkamp, før det bliver alvor i Superligaen.
Nordjyderne viste først og fremmest skarpt angrebsspil i 3-1 sejren på Valhalla IP’s kunstgræsbane, selv om de to normale angribere, Rasmus Jönsson og Anders K. Jacobsen, sad over med småskader.
Begge hold havde store chancer i indledningen, men det blev Kasper Kusk, der åbnede scoringen, da han i det 36. minut krøllede et langskud op i målhjørnet. Lukas Spalvis øgede til 2-0 bare ét minut før pausen, da han stensikkert udnyttede, at han fik en returbold i feltet.
Anden halvleg var blot to minutter gammel, da samme Lukas Spalvis øgede til 3-0 for AaB. Anders Dues perfekte flade tværpasning blev sparket op i modsatte målhjørne.
IFK Göteborg havde dog også deres chancer - især fordi AaB i opspillet spillede med alt for høj risiko.
Svenskerne fik reduceret til 3-1 på et direkte frispark i det 61. minut, hvor bolden fik lov at passere muren og gå fladt i nettet.
Som anden halvleg skred frem overtog svenskerne mere og mere af spillet, men AaB skiftede også fem mand ud efter pausen. Blandt dem, der kom på banen, var gæstespiller Lennard Sowah.
I slutfasen brændte det på foran Nicolai Larsen i AaB-målet, men overliggeren stod i vejen for yderligere svensk reducering.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.