Optimale forhold for AaB
AaB's superligahold er ankommet til Portugals sydkyst. Her har de noget nær optimale forhold til de kommende ni dages træningslejr.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 08:27
Solen skinner ned fra en skyfri himmel, og termometeret nærmer sig de 20 grader. I forhold til den danske vinterkulde, er det den omvendte verden der lørdag formiddag mødte AaB-spillerne i Portugal. Dermed kan de også se frem til for første gang i lang tid at træne på græs, hvilket har stor betydning i følge cheftræner Kent Nielsen. - Det vigtigste for os er at få brudt den kuldebro vi har været igennem i Danmark og komme på græs, og vi ser frem til at få lov til at arbejde hårdt her i de kommende ni dage, siger cheftræner Kent Nielsen. Han har strikket et stramt program sammen for træningslejren og har en klar målsætning for de kommende dage i varmen. Han vil komme nærmere sin idealopstilling. - Nu begynder vi at skære til og vores første superligakamp i foråret mod FCK kommer i fokus. Derfor kommer der heller ikke så mange udskiftninger i vores to træningskampe, fortæller Kent Nielsen. AaB møder på tirsdag Portimonense fra den næstbedste portugisiske række og på lørdag gælder det svenske GAIS.