Optimisme i BI-truppen
50 spillere mødet op til standerhejsningen i BI-Fodbold
BRØNDERSLEV: Der var stor optimisme, da Brønderslev Idrætsforenings fodboldafdeling holdt standerhejsning på BI-Centeret.
Ny træner for jyllandsserieholdet er Dan Skov, der i halvandet år har trænet U19-holdet. Han har været drengetræner i Brønderslev tidligere, men var i en halv snes år ungdomstræner i AaB.
Dan Skov, er ret optimistisk.
- Målet er at rykke op i danmarksserien. Det kræver, at vi bliver nummer et eller to. Bliver det til en tredjeplads, skal vi spille mod den anden jyllandsserie-kreds om oprykning.
Der er hele 22 spillere i førsteholdstruppen.
- Så der bliver kamp om pladserne på holdet, bemærker Dan Skov.
I alt 50 spillere var mødt op til sæsonstarten.
Klubben får fire seniorhold i år – foruden jyllandsserien er det serie 3, 4 og 5.
Der er ikke mulighed for at rykke ned fra jyllandsserien.
Det var to af klubbens yngste spillere, Josefine Jensen og Mathias Nymark Larsen, der lod BI-flaget gå til tops.
Der var noget besvær med at få flaget op, men det lykkedes til sidst med eksperthjælp af blandt andet den rutinerede Karen Kjørvel.
Fodboldformand Søren Malmberg bød velkommen til den nye sæson.
Han kunne fortælle, at Lars Jørgensen har valgt at træde ind i bestyrelsesarbejdet.
- Han får seniorafdelingen som sit ansvarsområde, oplyste Søren Malmberg.
Som det sig hør og bør, blev der, da BI-flaget var nået til tops, udbragt tre gange leve for BI-Fodbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.