Oste i verdensklasse
Tre oste fra Sønderhaven Gaardmejeri præmieret
BRØNDERSLEV: Indehaver på Sønderhaven Gaardmejeri, Preben Ørum, og hans medarbejderstab, kan glæde sig over, at hele tre oste er blevet præmieret i World Cheese Awards i San Sebastian i Spanien.
Der var sølv til Rød Sol og bronze til Retro Sønderhaven og Rød Sønderhaven.
- Rød Sol er en rødkitsost. Når osten kommer op af saltlagen, kommer den på modningslager, hvor der tilsættes mjød.
- Retro Sønderhaven fremstilles, som vi mener man lavede ost for over 100 år siden, fortæller Preben Ørum.
Etiketten er med en tegning af Sønderhaven, som gården så ud i 1890, hvor der var hestespand foran ejendommen. Retro Sønderhaven har en nøddesmag eller nordisk smag. Den er på 45 procent.
- Rød Sønderhaven er en sydeuropæisk inspireret ost på linje med franske Altesse, Ostene vendes hver dag i 14 dage, og får en gulerodsfarve. Denne ost er lavet af mælk med almindeligt fedtindhold.
- I 2011 vandt Rød Sønderhaven bronze på Nordisk Ostefestival.
- Når vi får hele tre medaljer, må vi jo gøre noget rigtigt, bemærker Preben Ørum. Det var over al forventning. Der var 3000 oste med i konkurrencen.