Sport

Ove Christensen: Vi stod distancen

Vendsyssel FF fortsætter med at imponere i Bet25 Ligaen

Cheftræner Ove Christensen var tilfreds med indsatsen i Horsens. Foto: Bent Bach
Cheftræner Ove Christensen var tilfreds med indsatsen i Horsens. Foto: Bent Bach

HORSENS: En tidlig scoring af Mads Greve var nok til at give Vendsyssel FF tre point i søndagens topopgør på Casa Arena i Horsens.

AC Horsens skulle ellers bruge en sejr for at holde trit med vendelboerne i toppen, men kampen sluttede 0-1 i gæsternes favør, og det resultat betyder, at Vendsyssel FF nu har et forspring på fire point ned til østjyderne, der samtidig har spillet en kamp mere.

- Vi blev hårdt matchet af et Horsens-hold, der spiller med en helt uhyggelig fysik. De kommer med meget stor hårdhed i duellerne, men vi stod distancen, og kampen blev påvirket af, at vi fik et tidligt mål. Det kom efter et hjørnespark, hvilket vi er meget tilfredse med. Fra vores side er det et fair resultat, og jeg synes, at spillerne arbejdede stenhårdt for at bevare føringen, sagde cheftræner Ove Christensen umiddelbart efter slutfløjtet.

- Det er vores fordel

Vendsyssel FF indtager andenpladsen med 25 point efter 12 kampe, hvor det blot er blevet til et enkelt nederlag. Holdet har ikke tabt de syv seneste kampe i Bet25 Ligaen, og selvom stimen bliver brudt på et tidspunkt, er Ove Christensen ikke nervøs for fremtiden.

- Vi har begge ben plantet i Vendsyssels jord, og det er vores fordel. Vi ved godt, at der lige pludselig kommer et par nederlag, hvor det er stolpe ud, mens det i øjeblikket er stolpe ind. Jeg tror dog ikke, at det kan slå os ud af kurs, fordi vi har skabt et rigtig godt fundament, sagde cheftræneren.

På torsdag skal Vendsyssel FF møde Vejle Boldklub på Bredbånd Nord Arena i Hjørring.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden