Over 2500 fly er aflyst efter voldsomt snevejr i USA

Storm på USA's østkyst menes at have kostet et liv i New York. Andre steder er der dyb sne og oversvømmelser.

Nantucket High School students row a canoe along a road during heavy flooding, in Nantucket <i>Ian Williams/Reuters</i>

Nantucket High School students row a canoe along a road during heavy flooding, in Nantucket Ian Williams/Reuters

Over 2500 flyafgange til og fra USA's lufthavne måtte søndag morgen og formiddag aflyses, efter at den amerikanske østkyst er blevet ramt af den kraftigste storm i årevis.

Omkring klokken 18 dansk tid lyder status, at yderligere knap tusind fly er forsinket på grund af uvejret. Det viser data fra tjenesten FlightAware.com.

Blandt de lufthavne, der har været tvunget til at aflyse hundredvis af afgange på grund af snestorm, er New Yorks to store lufthavne, LaGuardia og John F. Kennedy International Airport, samt Boston Logan International Airport. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I nogle områder er der faldet omkring 60 centimeter sne i løbet af lørdag og natten til søndag.

Særligt Massachusetts er hårdt ramt. Her er der faldet op mod 75 centimeter sne nogle steder. Omkring 53.000 ud af 2,6 millioner elkunder er uden strøm.

Uvejret har skabt oversvømmelser, blandt andet på øen Nantucket i Massachusetts. Billeder på sociale medier viser to studerende fra det lokale gymnasium, der padler afsted ned ad en oversvømmet gade i en kano.

Stormen menes at være skyld i en enkelt dødsfald i New York, hvor en ældre kvinde lørdag blev fundet død i sin bil, der stod på en parkeringsplads med vinduet åbent.

Søndag morgen oplever USA fortsat massive snefald fra stormen, som bevægede sig nordpå mod Maine.

Flere delstater har erklæret nødtilstand.

Søndag har meteorologerne varslet langt mere mildt vejr på østkysten.

Også nabolandet mod nord, Canada, har fået en solid omgang sne. Det er også her særligt østkysten ud mod Atlanterhavet, der er hårdest ramt.

Både de kraftige vinde og snefaldet fortsætter søndag i Canada.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.