Over 750 netbutikker er det rene fup
Tvivlsomme udenlandske netbutikker sælger kopivarer som ægte
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:15
DANMARK: Det er så nemt at sætte sig med den bærbare eller iPaden i skødet og foretage julegaveindkøbene på nettet hjemmefra.
Men en ny undersøgelse, som forbrugerorganisationen e-mærket har foretaget viser, at du skal være opmærksom på, hvor du lægger dine penge.
Det er nemlig langt fra alle netbutikker, der har rent mel i posen. Et kæmpe netværk af udenlandske netbutikker sælger kopier af kendte mærkevarer til danske forbrugere på nettet, og flere danskere er hoppet i fælden, skriver e-maerket.dk, der er en mærkningsordning for sikker nethandel.
Professionelt udseende
Mange af fupbutikkerne har flotte hjemmesider med dansk tekst.
En af de danskere, der er røget i fælden er tidligere it-chef Hans Lembøl, som købte en falsk Burberry-jakke til over 2000 kroner på en netbutik med kinesiske bagmænd.
- Jeg er vant til at stole på netbutikker, og jeg handler måske på nettet ti gange om måneden. Jeg er aldrig blevet snydt før, men det var meget professionelt lavet, siger han til e-maerket.dk.
755 falske butikker
Direktør hos e-mærket Lars Schmidt Nielsen kender udmærket til fænomenet med de falske netbutikker.
- Vores undersøgelse viser, at der lige nu er mindst 755 butikker på nettet, der forsøger at sælge kendte mærkevarer til danske forbrugere under dække af at være ægte, siger han.
Et problem er, at du ikke får den vare, du forventer og har betalt for, når du handler med et fupfirma på nettet.
Sælger personlige oplysninger
Et andet og større problem er, at de udenlandske bagmænd ikke har de fjerneste skrupler med at sælge dine personlige oplysninger videre til andre med skumle hensigter.
- Når du handler på en netbutik, som tager sig ud for at være noget andet, end de i virkeligheden er, så handler du også med it-kriminelle. De lever lige som andre kriminelle af at videresælge deres tyvekoster. Så udover at sælge dig en falsk vare, så sælger de også dine persondata og bankoplysninger videre på et illegalt, internationalt marked, siger Lars Schmidt Larsen til e-maerket.dk.
Søg på sikkerheden
Det kan være svært selv at gennemskue, hvorvidt en butik på nettet er reel eller en fupbutik. Men det forsøger e-mærket at rette op på.
På en søgefunktion på forsiden af e-maerket.dk kan man finde frem til, hvorvidt det er sikkert at handle i netbutikken eller ej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.