Overetage på villa udbrændt
Ejeren var ikke hjemme da der udbrød brand i villa i Valsgaard
Opdateret kl. 12:25
VALSGAARD: En villa i to plan på Vedbækvej i Valsgaard er aldeles ubeboelig efter en brand tirsdag formiddag.
Alarmen om branden i Valsgaard indløb kort før klokken 10, og Nordjyllands Beredskab i Hobro rykkede med otte brandmænd og fire brandslukningskøretøjer.
- Da vi ankom, var der godt gang i branden i overetagen. Vi har kontrol over branden, men overtagen brænder ud. Resten af huset får røg-, sod- og vandskader, konstaterer indsatsleder, Allan Frisk, Nordjyllands Beredskab i Hobro.
Ejeren af huset var ikke hjemme, da ilden opstod.
Indsatslederen har ingen anelse om årsagen til branden.
- Der har været gang i noget renovering i stueetagen i villaen, men jeg aner intet om brandårsag, siger Allan Frisk.
Han regner med et par timers efterslukning, før brandfolkene kan vende snuden hjemad igen.