Overraskelsen var tæt på

Lindholm havde mulig-heden for at stjæle point på Fyn

Lindholm IF havde chancerne, men fik ikke point mod topholdet. Arkivfoto: Michael Bygballe

Lindholm IF havde chancerne, men fik ikke point mod topholdet. Arkivfoto: Michael Bygballe

Som ventet viste det suveræne tophold fra FC Fyn sig at være for stor en mundfuld for Lindholm IF, da holdet i weekenden tog hul på foråret i landets tredjebedste række. Hjemmeholdet vandt med 2-0, men nordjyderne havde gode muligheder for at snuppe et højest overraskende point. FC Fyn bragte sig foran lige før pausefløjtet, og i anden halvleg faldt endnu en scoring, da Lindholm måtte satse mere fremadrettet. - De var ekstremt heldige med, at vi ikke bragte os foran i starten af kampen efter en rigtig god hjørnesparkskombination, og vi havde også en rigtig god mulighed til Karsten Viborg i anden halvleg, hvor målmanden lige fik viftet bolden til hjørnespark. Så vi havde egentlig en god fornemmelse af, at vi kunne have fået noget med derfra, siger træner Henrik Larsen. - Omvendt må vi så også sige, at de er et rigtigt stærkt hold, og de har jo et setup, der er til 1. division. Der var også 1.000 tilskuere til kampen, og det ser man jo ikke tit i 2. division, siger han. Hård påske Efter en lang opstartsfase er der ikke meget tid for de damske fodboldklubber til at vænne sig til kamptempoet, for i påsken venter to nye kampe, hvor det vil være anderledes vigtigt at få point. Torsdag kommer Skjold, der i øjeblikket ligger under nedrykningsstregen på besøg på Lindholm Stadion, og mandag skal Lindholm så til Falster for at møde LFA. - Skjold kom jo desværre rigtig godt fra land ved at få point mod Aarhus Fremad - det havde jeg ikke lige regnet med, så vi ved godt, at det ikke bliver nogen nem kamp, men dem er der vist ikke nogen af i den her række, siger Henrik Larsen. - Til gengæld er der noget, der tyder på, at LA er blevet svækket henover vinteren, så det er bestemt to kampe, hvor vi har muligheder, siger Henrik Larsen, der selv måtte se søndagens kamp fra tribunen på grund af karantæne. Påskens kampe kan dog give et stort fingerpeg om, hvor Lindholm IF kan tillade sig at kigge hen i tabellen. - Fire point ville bestemt være okay, men vi går også ind til begge kampe med en ambition om at vinde, og der ser absolut heller ikke ud som en umulig opgave på papiret, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.