Overraskende aftale på Prime Ocean

Ejerne af Prime Ocean har indgået lokalaftale med fagforbundet 3F - konflikten er nu afblæst.

Aftalen begraver stridsøksen mellem 3F og Prime Ocean. Arkivfoto: Peter Broen

Aftalen begraver stridsøksen mellem 3F og Prime Ocean. Arkivfoto: Peter Broen

Efter en lille uge med beskydning fra stor set alle sider så har ejerne af Prime Ocean - Niels Nordmann og Carsten Frydkjær - valgt at indgå en aftale med 3F.

Således kunne parterne torsdag overmiddag udsende en pressemeddelelse, der blandt andet indeholdt følgende ordlyd:

"Efter lange, men konstruktive, forhandlinger mellem 3F Frederikshavn og Prime Ocean A/S er det nu lykkedes at tegne en lokalaftale mellem parterne, en aftale som løser alle problemstillinger".

Glæde hos Dahlberg

Aftalen vækker naturligt nok glæde hos den lokale 3F-formand Morten Dahlberg.

- Det er virkeligt godt det her.

- Der er fra mange forskellige sider lagt et ret voldsomt pres på virksomheden, og jeg tror, at det har fået dem til at indse, at hvis det her skulle ende godt, så var de nødt til at lave en aftale med os.

Rigtig godt forløb

På vegne af Prime Ocean siger Carsten Frydkjær:

- Det har været et rigtigt godt forløb med 3F, og de resultater, som vi er kommet frem til har været til vores fulde tilfredshed.

Carsten Frydkjær ønsker ikke at knytte yderligere kommentarer til forliget.

Bedre forhold fremadrettet

Ifølge Morten Dahlberg så sikrer aftalen, at der fremadrettet er fornuftige arbejdsforhold på Prime Ocean - og eksempelvis betyder det, at virksomhedens mindsteløn på cirka 106 kroner får et nøk opad.

- Vi har lavet en optrapning af lønnen, og det betyder, at de ansatte på Prime Ocean kommer op på det niveau, der er i området.

En del af forliget mellem parterne er, at tallene i aftalen ikke må afsløres. Derfor kan Morten Dahlberg heller ikke fortælle, om de rumænske ansatte kommer op omkring de 130 kroner, som er den normale mindsteløn for tilsvarende arbejde i Skagen.

- Aftalen er ikke helt så godt, som vi havde drømt om. Men det er heller ikke så skidt, at det ikke er godt nok, siger Morten Dahlberg.

Overtidsbetaling på plads

Aftalen mellem Prime Ocean og 3F rækker dog ikke kun fremad - den rydder også op bagud. De rumænere som tidligere er blevet snydt for eksempelvis overtidsbetaling bliver nemlig tilgodeset.

Men hvor meget det udløser til Mihai Daniel Dumitrov og Maricel Nicolae Latescu, som stod frem her i NORDJYSKE, kan dog heller ikke afsløres.

- Det kan jeg ikke komme ind på, men jeg kan fortælle, at vi har lavet en aftale, som tilgodeser dem, siger Morten Dahlberg.

Det sidste ord i sagen om rumænernes boligforhold er formentlig ikke sagt endnu - her har Frederikshavn Kommune nemlig signaleret en undersøgelse.

Men i forhold til arbejdsforholdene på virksomheden er alle stridspunkter mellem 3F og Prime Ocean nu løst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.