Overså faresignaler hos nybagt mor
Eksperter vurderede, at den 20-årige kvinde, der kvalte sin søn, ikke var til fare for sig selv eller sine omgivelser
Opdateret kl. 08:54
FREDERIKSHAVN: - I bagklogskabens lys var det en forkert vurdering. Men det betyder ikke nødvendigvis, at personalet har lavet fejl.
Sådan lyder det fra vicedirektør i Psykiatriledelsen i Region Nordjylland, Morten Kjølbye.
Han lægger vægt på, at de læger og psykiatere, der var involveret i forløbet om den 20-årige mor fra Frederikshavn, der i fredags tog livet af sin nyfødte søn, ikke kunne have behandlet kvinden anderledes.
- Ud fra en samtale på psykiatrisk skadestue skal en psykiater vurdere, om patienten har en psykisk lidelse, og om patienten er i overhængende risiko for at være til fare for sig selv eller sine omgivelser, fortæller han.
Forskel på tanker og handling
På psykiatrisk skadestue vurderede man, at den 20-årige kvinde ikke havde de symptomer, der ellers skal være til stede, hvis der skal være tale om en indlæggelse.
Man vurderede heller ikke, at hendes selvmordstanker ville føre til et reelt selvmordsforsøg, hvis hun overhovedet fortalte om netop de tanker.
Om hun gjorde, kan Morten Kjølbye ikke udtale sig om.
Kan være svært at hjælpe
Kvinden fra Frederikshavn havde, før hun kom til psykiatrisk skadestue i Aalborg, søgt hjælp på skadestuen i Hjørring. Der sendte en medicinsk læge hende videre, da han ikke kunne hjælpe hende.
Om fredagen, blot nogle timer inden kvinden kvalte sin ni dage gamle søn og forsøgte selvmord, var hun i kontakt med en sundhedsplejerske og sin egen læge. Her fandt man heller ikke grund til at gribe ind.
- Det kan være svært at forstå, hvorfor kvinden ikke får den hjælp, hun selv opsøger. Men når man har en psykisk lidelse, kan det være svært at tage imod hjælp, selvom man opsøger den. Måske får man ikke fortalt alt, og så er det svært at hjælpe vedkommende, siger Morten Kjølbye.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.