Overskud af katte hos Kattens Værn
Hjemløse misser i alle aldre kan afhentes
AALBORG: Det bugner så at sige med ejerløse katte hos Kattens Værn i Aalborg - katte, der indtrængende savner en ny familie.
Hvis man gerne vil være den fremtidige og lykkelige ejer af en firbenet ven og få sig et nyt familiemedlem, så er tidspunktet nemlig det helt rigtige til at gøre en god handel.
Kattens Værn har så at sige fuldt hus på alle kattehylder, og i øjeblikket er der ikke færre end 46 katte, der længselsfuldt venter på en afhentning.
Katteinspektør og internatleder Christian R. Poulsen, Kattens Værn i Aalborg, oplyser til NORDJYSKE, at udvalget sjældent har været større.
Man kan stort set vælge mellem snart sagt alle racer og farver, og det er på alle måder ”købers marked”.
Betaler for dyrlægeregningen
Ca. halvdelen af kattene er killinger, og det er ensbetydende med en kat, der er under et år gammel.
Den anden halvdel af internatkattene er voksenkatte i forskellige aldersgrupperinger.
- Vi arbejder hårdt og målrettet på at skaffe nye og gode hjem til kattene, og jeg vil gerne opfordre familier, der går med overvejelser om at anskaffe sig en kat, til at kigge ud til os på Struervej 80 i Aalborg Øst, siger Christian R. Poulsen.
Man skal betale 1150 kroner for at få en voksen kat med sig hjem, og en killing koster 1350 kroner.
Christian R. Poulsen gør i den forbindelse opmærksom på, at man stort set kun betaler for dyrlægeregningen.
Hvis man anskaffer sig en kat hos Kattens Værn i Aalborg, har man garanti for, at katten er neutraliseret - det vil sige enten kastreret eller steriliseret.
Endvidere er katten øremærket, vaccineret, orme- og loppebehandlet og tilset af en dyrlæge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.