Overskud på væddeløbsbanen
NKI Racing Arena Aalborg præsenterer for 3. år i træk sorte tal på bundlinjen
AALBORG: I en pressemeddelelse meddeler NKI Racing Arena Aalborg torsdag, at selskabet igen kommer ud med et overskud.
Årets resultat før afskrivninger viser et plus på 971.022 kr. Efter afskrivninger og skat viser resultatet et overskud på 116.000 kr. inkl. finansielle indtægter. Café Pit Stop kom ud med et plus på 85.000 kr.
Det betyder, at det samlede overskud i Aalborgs Væddeløbsforening lander på 201.000 kr.
Bestyrelsen er meget tilfreds med resultatet i en tid, hvor sponsorater og andre eksterne midler ikke ligefrem kommer af sig selv.
De aktive skal honoreres
Bestyrelsen mener, at resultatet især er opløftende med tanke på, at de i 2013 udbetalte 305.000 kr. i ekstra præmier af egne midler.
- Det har vi gjort for at honorere de mange dygtige aktive, vi har i Nordjylland inden for sporten. Det største koncentrat af traveropdræt i Danmark findes i Nordjylland. Der er mange amatører og professionelle inden for opdræt, trænere og hesteejere, der ligger mange kræfter i sporten, både når vi taler om trav og galopsport. Så det er vigtigt, at vi kanaliserer midler ud til alle de her aktive for at fastholde dem og forhåbentligt også tiltrække nye, fortæller formanden for NKI Racing Arena Aalborg, Stig B Norsk.
I 2014 har bestyrelsen blandt andet øremærket overskuddet til et nyt og tiltrængt staldbyggeri. Det er planen, at de gamle amatørstalde fra 1954 hen over sommeren bliver skiftet ud med nye tidssvarende, som kommer til at leve op til de kommende krav om dyrevelfærd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.