Overskuddet tredoblet, da medarbejderne fik bonus
Lillegården El har tredoblet sit resultat før skat, siden man begyndte at udbetale dele af overskuddet som bonus til personalet
Opdateret 03. april 2017 kl. 09:53
HOBRO: Når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen, og når der er overskud hos Lillegården El i Hobro, ja, så er der bonus til alle mand i firmaet.
For andet år i træk har firmaets ledelse nemlig valgt at udbetale en del af overskuddet til alle medarbejdere.
Inspireret af Lego
Ordningen er ikke medarbejderforhandlet, men et frivilligt tiltag født i hovedet på direktør Jens Bjørn, som blev inspireret af en nevø hos Lego.
- Det handlede om, at vi ikke tjente så mange penge, som vi burde, sammenlignet med andre i branchen. Derfor blev jeg lidt inspireret af Lego, som dog kører med noget anderledes bonusordninger, siger Jens Bjørn.
Han ville gerne give medarbejderne en større følelse af ansvar og større lyst til at drive en god forretning ved at give dem en del af overskuddet i gode tider.
Og det ser ud til at fungere hos det Hobro-baserede el-installationsfirma, hvor resultatet før skat er vokset fra 1,3 millioner kroner i 2014 til 4,6 millioner i 2016.
En ekstra månedsløn
Bonussen er udregnet således, at de første to millioner går til firmaet, hvorefter medarbejderne får en tredjedel af det resterende beløb til deling. Bonussen er ens for alle medarbejdere uanset løntrin med undtagelse af lærlingene, som må nøjes med en halv bonus.
Overskuddet i 2016 betød dog, at medarbejderne i Lillegården El kunne nyde godt af en bonus svarende til cirka en ekstra månedsløn, ifølge Jens Bjørn, der har regnet ud, at bonussen svarer til 14 kroner i timen årligt for en svend.
Direktøren blev til gengæld overrasket, da tre bachelorgrupper fra Aalborg Universitet undersøgte effekten af tiltaget ved blandt andet at interviewe medarbejderne, for det viste sig, at indførelse af overskudsdeling ikke var det vigtigste parameter for medarbejderne hos Lillegården El.
Ansvar betyder meget
- Besvarelserne viste, at det betød mere for medarbejderne at få en følelse af ansvar og udvikling samt et godt indbyrdes forhold. Økonomi var faktisk femtevigtigst, siger direktøren og fortsætter:
- Det kom sgu lidt bag på mig, men det viser, at trivsel blandt medarbejderne og tallene på bundlinjen hænger grundigt sammen.
Større interesse i overskud
Ifølge Jens Bjørn kommer ansvarsfølelsen blandt medarbejderne til udtryk på flere måder. For eksempel er de mere bevidste om sygdom, spild og indkøb af materialer. Og så er det blevet mere legalt for mester at snakke firmaøkonomi med personalet.
- Hvis det ser svært ud, så jeg kan sige det lige ud, og vi kan få snakket åbent om ting, som ikke fungerer. Alle er interesserede i at skabe overskud, siger Jens Bjørn.
Lillegården El har hovedkontor i Hobro og afdelinger i Århus og Klejtrup, og firmaet beskæftiger cirka 60 medarbejdere, hvoraf 10 er lærlinge.
Jens Bjørn driver og ejer firmaet i kompagniskab med Jan Justesen og Henrik Vraa Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.