På besøg i Hansen-land
Birgit Hansen (S) er den nye borgmester i Frederikshavn Kommune. NORDJYSKE tog en tur til Try og omegn

Galleri - Tryk og se alle billederne.
TRY:Den kommende borgmester hedder Birgit Hansen, og hun bor på Tryvej, sådan cirka mellem Thorshøj, Brønden og Dybvad.
Den gamle bondegård byder på 10 tønder land, og her bor Birgit Hansen sammen med sin mand Rene og børnene Amanda (19 år) og Mikkel på (17 år).
Det er også værd at nævne, at kun tre kilometer herfra bor nuværende borgmester Lars Møller (V), så man kan vel konkludere, at området tilhører den politiske Superliga.
Birgit Hansen tager imod i afslappet joggingdragt og håndklæde om hovedet, og med et smil får fotografen at vide, at det altså ikke er nu, der skal fotograferes.
Vi venter ved spisebordet i en hyggelig stue med lille brændeovn, og efter et øjeblik kommer Birgit Hansen ind i nydeligt tøj og skisokker.
Hun har max sovet et par timer, og det er som om, at hun stadig er hyldet ind i en herlig sky af tryllestøv.
Hun tror for eksempel ikke helt på, at det endelig er lykkes at gå hele vejen, men samtidig kan Birgit Hansen glæde sig over et fantastisk personligt stemmetal samt en fremgang hos socialdemokraterne på tre mandater.
- Jeg er da stadig lidt nervøs for, at ”der kan ske noget”. Og at man får en dolk i ryggen.
Siger Birgit Hansen. Og smiler.
For fire år siden blev der begået et politisk kup, og på den måde blev daværende borgmester Erik Sørensen kastet til jorden.
Så den kommende borgmester på Tryvej er stadig lidt urolig, selv om hun efter al sandsynlighed bare skal vænne sig til at være kommunens nye førstedame.
Senere i løbet af onsdagen skal Birgit Hansen mødes med borgmester Lars Møller og kommunaldirektør Mikael Jentsch, og om aftenen skal hun være sammen med sine socialdemokratiske kollegaer.
Men samtidig er der også et hav af praktiske ting, der skal tages stilling til.
Birgit Hansen arbejder som konsultationssygeplejerske, og nu er det nødvendigt at søge om orlov.
Men først har hun lovet at lære den nye medarbejder op, hvilket skal håndteres inden nytår.
Og måske rent ubevidst begynder Birgit Hansen allerede nu at spekulere over, hvilken type borgmester hun mon vil udvikle sig til.
- Jeg bliver nok en borgmester, der vil tale med mange mennesker. Jeg vil aldrig blive en borgmester, der vil mure mig inden på kontoret. Og så kunne jeg godt tænke mig at oprette en tænketank, der gik på tværs af alle fagudvalgene. På den måde kunne vi blandt andet udvikle mere langsigtede planer i kommunen, siger Birgit Hansen i en herlig sky af tryllestøv.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.