Brasilien

På guldjagt i Brasilien

Trio fra Vendsyssel med i dansk VM-trup i beach handball

Mette Kjærsgaard fra Sæby, tv., var for nylig med til at vinde DM-guld. Nu gælder det VM i Brasilien. Th. landstræner Morten Holmen, der har en fortid i diverse klubber i Vendsyssel.?Foto: Henrik Bo
Mette Kjærsgaard fra Sæby, tv., var for nylig med til at vinde DM-guld. Nu gælder det VM i Brasilien. Th. landstræner Morten Holmen, der har en fortid i diverse klubber i Vendsyssel.?Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

SÆBY: - 1-årige Laura bliver svær at undvære i 14 dage, men ellers er jeg klar til en drømmeoplevelse på stranden i Brasilien ved det forestående VM i beach handball.

Således fortalte sæbynitten Mette Kjærsgaard til NORDJYSKE, inden hun rejste med den danske trup til VM, hvor 12 nationer i dagene 22.- 27. juli kæmper om medaljer.

Sidste år måtte hun vinke farvel til EM-slutrunden i Randers på grund af de glædelige omstændigheder, men denne gang har landstræner Morten Holmen igen sin forsvarskrumtap med, og i Brasilien får Mette også selskab i den danske trup af Lise Knudsen og keeper, Line Hedegaard, fra Vendsyssel Håndbold, så i modsætning til det danske A-landshold indendørs er landsdelens godt repræsenteret på stranden.

- Jeg har aldrig tidligere været i Sydamerika, så det bliver en kæmpeoplevelse, hvor vi skal vænne os til at spille håndbold i varmt vejr med en ekstrem høj luftfugtighed.

- Derfor trænede jeg også meget derhjemme på de lokale stranden i den danske sommervarme, men det bliver ekstra hårdt i Brasilien, hvor vi samtidig skal forsøge at hente medaljer, som vi har gjort fire gange tidligere ved slutrunden.

Fire sølvmedaljer

Efter en syvendeplads ved EM i Norge for fem år siden har det danske beach-landshold fulgt op med sølv ved VM i Tyrkiet, EM i Kroatien, VM i Oman og EM i Randers.

- Vi er havnet i en hård, indledende pulje, men i første omgang er målet at tage én af de tre øverste pladser, der giver adgang til mellemrunden. Derefter kan alt ske, og en plads i Top 4 går vi efter, mens drømmemålet er at komme hjem fra Brasilien med en VM-guldmedalje.

Akkurat som ved fodbold-VM er de brasilianske værter favoritter.

- Men vi kan jo håbe på, at også deres håndboldkvinder rammes af en nedtur, griner Mette.

Svært at undvære Frandsen

I det danske mål har den unge 20-årige keeper fra Vendsyssel Håndbold, Line Hedegaard, fået chancen for at komme med på drømmeturen til Brasilien.

Den meget rutinerede keeper og tidligere målvogter i FfI og Fox, Hanne Frandsen, der nu bor i Norge og spiller i HK Halden, måtte melde fra til slutrunden på grund af knæproblemer, og det banede altså vejen for VH-talentet.

- Men selvfølgelig bliver Hanne svær at undvære i Brasilien. Hun er flere gange blevet kåret til den bedste keeper ved slutrunderne, så selvfølgelig komme vi til at mangle hende i buret, siger 27-årige Mette Kjærsgaard.

- Det betyder imidlertid blot, at vi andre må arbejde ekstra hårdt på banen i denne uge.

Indleder mod Spanien

Det danske landshold for kvinder indleder mod Spanien tirsdag eftermiddag, og de kommende dage gælder det opgør mod Ukraine, Thailand, Argentina og Ungarn.

I den anden indledende pulje spiller de brasilianske værter, Australien, Norge, Italien, Uruguay og Taiwan.

Derpå tørner de tre bedste hold fra hver pulje sammen, inden der spilles semifinaler og finale om VM-titlen.

Og efter fire gange sølv tørster de danske piger og træner Holmen efter en guldmedalje.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden