På jagt i kommunens arkiver

Næsten hele Hjørring Kommunes byggesagsarkiv findes nu i et filarkiv, som alle kan få lov at se

Fra lørdag kan man bl.a. via Hjørring Kommunes hjemmeside få lov at se i kommunens byggesagsarkiv. Arkivfoto: Hans Ravn

Fra lørdag kan man bl.a. via Hjørring Kommunes hjemmeside få lov at se i kommunens byggesagsarkiv. Arkivfoto: Hans Ravn

HJØRRING:1. februar 2014 åbner Hjørring Kommune for FilArkivet. Det betyder, at man nu kan se nyere og gamle tegninger i byggesager, attester og tilladelser mv. Man kan også finde rapporter efter miljøtilsyn på virksomheder og landbrug i kommunen.

Adgangen kræver ingen kode eller autorisation – der er fri adgang for alle der vil. Og det er et rigtig godt værktøj for alle, som skal bygge, renovere, se kloaktegninger, handle ejendom eller se miljøtilsynrapporter, oplyser kommunen.

Næsten hele Hjørring Kommunes byggesagsarkiv findes i FilArkivet. Der er dog en mindre portion byggesager, som er ved at blive scannet. Når disse er uploadet, så er arkivet helt komplet. Oplever man at der mangler noget, skal man ikke tøve med at ringe til Team Byggeri på kommunen.

- Vi er utrolig glade for, at vi nu kan åbne FilArkivet. Det har været en lang proces, som dels har handlet om at rydde op i de gamle byggesager, sætte et system op, scanne alle dokumenter og til slut gennemgå de utrolige mange bilag og sortere dem fra, hvor der f.eks. har været anvendt cpr. nr. Alle personfølsomme oplysninger er nu fjernet, og derfor kan borgerne få adgang til alle disse data, siger teamleder Torben Mangaard Frandsen.

FilArkivet kan tilgås direkte på https://hjorring-borger.filarkiv.dk eller via selvbetjeningsmodulet på hjemmesiden www.hjoerring.dk. Klik ind under Selvbetjening, vælg fanen Byg, vælg fanen Filarkiv.

Filarkivet er en del af den udvikling, som handler om at arbejde mere digitalt - herunder at skabe digitale selvbetjeningsløsninger for borgere og erhverv. Borgeradgang til kommunens rapporter efter miljøtilsyn er et nyt lovkrav, der gælder i hele EU.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden