På kunsttur ud i det blå
Vi tog en ganske lille forsmag på de hundredvis af udstillinger, som påsken byder på
Her på avisen har vi sat os for at tage forskud på de utallige muligheder, der er for at gå om bord i kunstens verden i påsken, hvor der er udstillinger i stort set hver en krog af Nordjylland. I nord og i syd, i øst og i vest. Vi starter bilen i Aalborg og sætter kursen mod Løkken-området og standser seks af de mange steder, hvor man på vejen kan se forskellige former for kunst. Vores første stop gør vi i Vadum hos Galleri Stenseminde på Brorholtvej 36, som i april viser udstillingen "Magt & ret" med fokus på syv afrikanske kunstnere. - Det er moderne samtidskunst fra vest- og østafrika, og det er en lidt speciel udstilling, fordi det ikke er så ofte, at man viser afrikansk kunst i Danmark. Afrikanerne laver jo ikke bare turistsouvenirs som f.eks. træfigurer. Der er faktisk mange rigtige kunstnere, som også er kendt uden for Afrika, men nok ikke så meget herhjemme, fortæller galleriejer Brit Vestergaard Sørensen. I alt rummer udstillingen 44 værker i form af malerier, tegninger og skulpturer - alle med et politisk budskab. De syv udstillere er: Suzanne Ouedraogo og Salifoura samt Christophe Sawadogo, alle tre fra Burkina Faso, Bertiers og Jes'seng'ang'a stammer fra Kenya, mens Abushariaa er fra Sudan og Nadir Tharani fra Tanzania. FRA VADUM KØRER VI MOD VEST og kigger inden for hos Galleri Rødhusgaarden på Kystvejen 91 i Rødhus, som i fjor udvidede fra 370 til 600 kvadratmeter. I de store, lyse rum kan publikum se nærmere på over 100 værker - flest malerier, men bl.a. også skulpturer. Blandt de mange værker er de 38 skabt af den færøske billedkunstner Øssur Mohr, der viser separatudstillingen "Lysglimtets flygtighed". Han er kendt som kunstneren, der maler Leirviksfjeld, set fra Fuglefjord, om og om igen, og udstillingens titel henviser til Øssur Mohrs evige søgen og længsel efter at genskabe øjeblikkets flygtighed og lysglimtenes forvandling. Per Nørholm Jensen fra Rødhusgaarden fortæller, at han for 25 år siden begyndte som galleriejer på hobbyplan, og for 11 år siden gjorde han kunstinteressen til sit erhverv. Det er blevet til mange permanente kunstnere i stald, blandt andre Anders Moseholm, Lene Frederiksen, Kirsten Rudiengaard, Marna Rix, Janusz Tyrpak, Michael Rode, Halina Tymusz, Anne Vilsbøll, Hanna Sidorowicz, Lone Rix, Heidi Helland-Hansen og Peter Lunding. En anden af Per Nørholm Jensens store interesser er musik, så der er også blevet plads til et flygel i galleriet. Så når en ny udstilling rykker ind, holdes der fernisering akkompagneret af klassisk musik. TILBAGE BAG RATTET kører vi til det nyåbnede Galleri Blokhus - Kunstnerhuset i Karnappen, hvor de 700 kvadratmeter byder på tusindvis af kunstværker - hængende tæt fra gulv til loft. Hos galleriejer John Andersen er i alt 130 kunstnere repræsenteret - lige fra billedhugger Christian Svendsens ret store bronzeskulpturer til keramiker Kirsten Birkedal Wagners skåle, krukker og mindre rakuskulpturer. Fra Karen Møller Offermanns popart-billeder til Dorte Karin Børmoses ekspressionistiske klovnemalerier. Her er værker i den høje pris-ende til omkring 150.000 kroner og ned til et par hundrede kroner. - Vi spænder så bredt, fordi meningen er, at det skal være en stor sanseoplevelse for vores gæster at komme her. Og samtidig skal der være noget for enhver smag, forklarer gallerichef Else Gerstrøm, der tilføjer, at galleriet ikke har noget snobberi i forhold til kunstnere. Galleriet er for alle, så derfor den store forskellighed og det meget store udbud. Men Else Gerstrøm understreger, at der i alle tilfælde er tale om unikaværker. Ud over galleriet har indehaver John Andersen også netop åbnet Blokhus Glaskunst med diverse kunsthåndværk og brugskunst. I BILEN IGEN går retningen mod Saltum til Tinghøjgade 6, hvor vi finder Ole Stonor i den lille butik med unikasmykker og håndskårne piber i Stonors eget design. - Jeg er autodidakt, men jeg har lavet guld- og sølvsmykker i over 30 år. Jeg laver bl.a. halssmykker, ringe, brocher og vedhæng. Men for mit vedkommende er guldsmykkerne stærkt aftagende, for guldpriserne er alt for høje, forklarer den 73-årige smykkedesigner. Han skaber oftest smykkerne med hjemmeslebne sten som opal og krysopras og med perler fra Tahiti. Desuden designer han mindre skulpturer i sterling sølv med strandsten som fundament - bl.a. droiderne, der står og venter på lysets tilbagekomst. FRA SALTUM er vi snart i Ingstrup på Søndermarken 1 for at besøge Galleri Keramik og Billeder, som en af Nordjyllands mest kendte keramikere, Jytte Gaihede, står bag, og allerede ved indgangen ser vi et af keramikerens kendetegn: fuglene. - Ja, jeg må nok sige, at fugle har været mit varemærke i mange år. Jeg er betaget af fugle og har lavet masser af hønserelieffer samt skåle og fade med fugle på, siger den 68-årige keramiker, der har lavet kunsthåndværk fra sit værksted i en menneskealder. Hun skaber sine mange værker i raku, men benytter en særlig forfinet teknik - en blanding af en gammel græsk og en gammel japansk metode. Ud over at besøgende kan se Jytte Gaihedes kunst, udstiller hun også en række malerier af sin afdøde mand, Gunnar Kappelskov, som hun mistede for syv år siden. - Det har taget mig de syv år at finde ud af, hvad jeg gerne vil beholde, og hvad jeg vil slippe, konstaterer Jytte Gaihede. HERFRA SÆTTER VI KURS mod denne kunstturs sidste stop, nemlig skulpturværksted og galleri PondCottage Art, Munkebrovej 48 i Vrensted. Her bliver vi uden for budt velkommen af en række skulpturer - 12 figurer i stentøj - som billedhugger Bodil Dam, indehaver af PondCottage Art, kalder sit mangfoldighedsprojekt. - Jeg inviterede folk i forskellige aldre, af forskellig nationalitet, hudfarve og køn ind i galleriet. De har alle sammen siddet i den samme stol, og så har jeg lavet skulpturerne, fortæller Bodil Dam, der blandt andre har portrætteret sin mand og sin far på denne måde. Inden for i galleriet kan man se udstillingen "Duer og andre kræ" med Anne Østergaards malerier og akvareller kombineret med Bodil Dams skulpturer. Til påskeudstillingen har begge kunstnere ladet sig inspirere af den tredje udstiller, fotografen Claus Jensen, der har en passion for duer og har fotograferet fuglene i storbyer som Damaskus og Barcelona. Besøgende kan både se flokke af duer i formationsflyvning og duer ved jorden, ligesom kunstnerne også giver bud på fredsduer, brevduer, turtelduer med flere. Udstillingen viser også andre motiver fra kunstnernes side.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.