På plads med busser til de nye skoleruter

Kommunen gør sig klar til at transportere eleverne fra de lukkede Onsild, Nordre og Søbakkeskolen til deres nye skoler

En ekstra bybustur til Rosendalskolen om morgenen og tre ekstra bybusture om eftermiddagen fra kommunens til den tid største skole sættes det kommende skoleår i værk. Flere andre busruter mærker også ændringer i de nye køreplaner, som træder i kraft til juli. Specielt kommer man til at kigge langt efter en del busser i weekenderne. Til gengæld bliver det billigere at ringe og bestille en flexbus (taxi). Endnu tre skoler lukker Lukning af endnu tre skoler med virkning fra sommer spiller selvfølgelig kraftigt ind. Som bekendt er det Søbakkeskolens, Onsild Skoles og Hobro Nordre Skoles tur til at dreje nøglen om. I stedet fragtes de fleste to tredjedele af Nordres elever til Rosendalskolen. Den sidste tredjedel fra Horsøparken, Hegedalsparken og Fjordparken sætter skolekursen mod Valsgaard Skole. Endelig skal børnene fra Søbakkeskolen i Handest samt de af Onsildbyernes børn, der ikke meldes ind i den nye friskole, nu til Bymarkskolen.