På vej til Australien
Kristine Marie Pedersen skal af sted på et års ophold i Australien
ASAA/DRONNINGLUND: - Kufferten er pakket, og jeg kan næsten ikke vente, sagde Kristine Marie Pedersen fra Asaa, der af Dronninglund Rotary Klub bliver sendt på års ophold i Australien.
- Hun skal på et års ungdomsudveksling til byen Rylstone, som ligger i staten New South Wales, små 250 km nordvest for Sydney, fortæller den nyligt tiltrådte præsident, Peter Mølbjerg, Klokkerholm, der var mødt op sammen med counsellor i klubben, Villy Mortensen, for at sende Kristine af sted.
- Kristine bliver tilknyttet den lokale Rotary-klub og skal bo hos værtsfamilier i området, hvor hun bliver deres nye familiemedlem og kommer til at deltage i deres dagligdag med alt, hvad det indebærer. Kristine skal gå på Kandos High School, hvor hun skal følge undervisningen på lige fod med de australske studerende, fortalte Villy Mortensen.
At blive udvekslingsstudent er en lang proces. Det er således et helt år siden, Kristine sendte sin ansøgning til Dronninglund Rotary Klubs ungdomsudvalg.
- Vi valgte Kristine, selv om hun kun er 16 år og vistnok den yngste, vi nogensinde har sendt af sted, på grund af hendes høje personlige, sociale og faglige evner. Hun scorer virkelig højt, og derudover har hun en meget stærk vilje, så vi tror meget på, at Kristine bliver en rigtig god goodwill-ambassadør, som vil fortælle om Danmark i forskellige sammenhænge og fremme den internationale forståelse, når hun kommer til Australien, fastslog Peter Mølbjerg.
- Det bliver da hårdt, og jeg vil sikkert få svært ved at holde tårerne tilbage, men det bliver også en stor oplevelse for hende, sagde Anne Marie Pedersen, mor til Kristine.
- Jeg drømte selv om at komme ud i den store verden, men nåede aldrig mere end en interrail-tur. Nu får Kristine chancen, sagde hun.
- Det er jeg glad for. Jeg ved allerede en hel del om stedet, hvor jeg skal bo. I øjeblikket er det således hundekoldt. Der er minusgrader, for de har jo vinter nu. Til gengæld har de sommer, når I herhjemme skal holde jul, sagde Kristine, mens hun kiggede over på sin mor.
Ungdomsudveksling er et af Rotarys flagskibe. Hvert år udveksler Rotary mere end 200 unge danske med et tilsvarende antal unge fra oversøiske lande.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.