Pårørende skal betale udgifterne til gravstedet
Provst Jens Jacob Jensen erkender, at det er blevet dyrere at få passet et gravsted

Det er blevet dyrere at få passet et gravsted. Fotograf Peter Langkilde
FREDERIKSHAVN:Provst Jens Jacob Jensen fra Frederikshavn Provsti anerkender, at det de senere år er blevet dyrere at få passet et gravsted.
- Det skyldes, at vi for et par år siden blev pålagt af ombudsmanden at opkræve den pris, som det reelt koster at vedligeholde et gravsted.
Tidligere havde kirkerne brugt en del af kirkeskatten på at betale for graverens løn, når han passede de forskellige gravsteder.
Det vil med andre ord sige, alle medlemmerne af folkekirken var med til at betale for vedligeholdelsen af gravene på kirkegårdene.
Nu er praksis ændret, så hele regningen skal betales af de pårørende.
- Folk skal betale graverens løn, nye planter, ral på et gravsted o.s.v. Men kirken må ikke tjene på vedligeholdelsen. Vi må kun opkræve de reelle udgifter, forklarer provst Jens Jacob Jensen.
Han gør opmærksom på, at man også selv kan vælge at passe gravstedet.
- Men det er vel rimeligt nok, at de pårørende skal betale for et stykke arbejde. Det gør de også, når de bruger et hjemmeservicefirma eller en mekaniker, siger provst Jens Jacob Jensen.
Han har ikke tal på, hvor stor stigningen i procent har været de seneste fem år.
- Men i dag har vi fået tilpasset taksterne til de udgifter, vi har på at vedligeholde gravstederne, så der kommer ikke markant prisstigningerne i fremtiden.
Provstiet ønsker ikke at kommentere eksemplet fra Sæby, når man ikke ved, hvordan aftalen mellem de pårørende og Sæby Kirkegård helt konkret ser ud.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.