Påskeudstilling med hele 18 kunstnere
Spændende udstilling på Dronninglund Kunstcenter
DRONNINGLUND: Dronninglund Kunstcenter er nu klar med åbningsudstillingen for sæson 2018. Traditionen tro lægger man ud med årets Påskeudstilling. På Kunstcentret holder man af traditioner, men man søger også altid fornyelser. Påskeudstillingen lever helt op til disse målsætninger.
Traditionen holdes i hævd ved, at en del af de udstillende kunstnere har været med i flere år. For gæsterne i huset vil det være interessant at følge disse kunstnere og se, om de holder fast ved deres egen stil, udtryk og emneverden, eller om der sniger sig nye tendenser ind.
Traditionen holdes ligeledes i hævd ved fortsat at lade en del af kunstnerne være lokalt forankret i det nordjyske. Fornyelsen sikres bl.a. ved at invitere nye kunstnere ind i udstillingen, og de kan være hentet mange andre steder i landet.
Udstillingen har også den præmis, at der skal vises både billedkunst og kunsthåndværk, og det lever den kommende udstilling til fulde op til.
I år er der værker af 18 kunstnere, hvoraf de 11 er nye. Man kan således se værker af Elisabeth Asli, Rikke Barlebo, Poul Esting, Hanne Sørensen, Lars Ibsen, Jette Abildgård, Søren Wullum, Luise Faurholt, Jytte Lysgaard, Casper Madsen, Annette Falk Lund, Mette Tønder, Jette Dodensig, Katrine van Godt, Lennart Vinge, Aage Arbjerg, Mette Rix, Majken Bilgrav.
Udstillingen åbnes af Carl Christian Pedersen, Dronninglund Slot, hvorefter der bydes på et glas vin og musikalsk indslag ved Emma Bendix og Simon Vestergaard fra Dronninglund Gymnasium med sang, klaver og guitar.
Galleributikken bugner af spændende nyheder, og i Caféen tilbydes en lækker påskebuffet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.