Påtrængende havudsigt gav milliontab

Sommerhus, som på grund af beliggenheden på klinten i Lønstrup, blev markedsført som ’lottokupon’, er nu solgt

Jakob Gammelgaard
Gabet 8, tæt på skrænten i Lønstrup er nu blevet solgt til en tredjedel af den oprindeligt udbudte pris. Arkivfoto
Lønstrup 27. januar 2018 07:32 - Opdateret 27. januar 2018 09:38

LØNSTRUP: Normalt er en beliggenhed i første række med storslået havudsigt guld værd for husejeren, men når det gælder sommerhusområdet på den udsatte klint syd for Lønstrup, forholder det sig stik modsat.

Her er havudsigten lidt for påtrængende og hussalget er stort set gået i stå. Der er dog undtagelser. I foråret skrev NORDJYSKE om det store nyere sommerhus på adressen Gabet 8.

Ejerne havde forgæves forsøgt at sælge det 117 kvadratmeter store sommerhus til knap tre millioner. Den offentlige vurdering er knap to millioner kroner.

Ejendomsmægler Jesper Carlsson fra Home overtog salget og valgte bevidst at markedsføre det som en "lottokupon" til det halve, nemlig halvanden million kroner. Huset ligger cirka 40 meter fra skrænten, og hvis der bliver lavet kystsikring, ville en køber måske kunne hente en betydelig gevinst. Omvendt risikerer man også at huset er tabt om få år.

- Det er et hus, som med en anden god og sikker beliggenhed ville kunne sælges til mere end fire millioner, fastslog Jesper Carlsson.

Der var dog umiddelbart ikke nogen, der ville løbe risikoen. Men i slutningen af oktober sidste år er huset blevet solgt, og her er den aftalte pris røget helt ned i 1.082.000 kroner.

Kalkuleret risiko

Køberen er Heine Madsen fra Lønstrup:

- Ja, jeg har købt det privat sammen med min kæreste. Vi er meget bevidste om risikoen, men det mener vi også er indregnet i prisen. Vi håber selvfølgelig, at der bliver lavet kystsikring, så det kan vise sig at være en god investering, siger Heine Madsen.

Han er også selv ejendomsmægler i firmaet Hedegaard Madsen i Lønstrup, men understreger, at købet er sket for egen regning og risiko.

- Det har jo været til salg i mere end 200 dage, så alle har haft muligheden, fastslår Heine Madsen, der bruger sommerhuset til udlejning, og med en særdeles god efterspørgsel.

Et stykke derfra finder man endnu en af de få og også en spektakulær handel. Det er på Hagen 9, hvor sommerhuset har nogenlunde samme afstand til skrænten. Dette hus er handlet to gange i 2017. I februar blev det handlet til 2,5 millioner kroner. Tre måneder senere lykkedes det Niels Ejlersen fra Sorø at købe huset til under det halve, nemlig én million kroner ligeud.

- Jeg er ikke en af dem man skal ondt af, hvis huset ryger, for jeg er bevidst om risikoen. Jeg har nok også fortrudt lidt, at jeg har købt efter at have oplevet, hvor barsk det går for sig i området. Nu håber jeg som mange andre, at der bliver lavet kystsikring.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...