Thisted

Påvirket lastbilchauffør kørte omvendt i rundkørsel

Den østeuropæiske chauffør kørte med en promille på ikke under 1,5

Foto: Diana Holm
Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

Opdateret kl. 20:44

THISTED: En 47-årig østeuropæisk lastbilchauffør var i den grad ude at køre med de skøre lørdag aften og nåede at vække både opsigt og utryghed, inden han omkring kl. 18.30 blev anholdt i Thisted af politiet.

Her viste det sig ifølge vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi, at manden kørte med en promille på ikke under 1,5.

- Og så har jeg ikke sagt for meget, tilføjer vagtchefen.

Lastbilchaufføren havde tilsyneladende holdt en længere pause på slagteriet Tican, og problemerne begyndte at tårne sig op for ham allerede kort efter afgangen. Her begyndte de første opkald til politiet at indløbe. Manden nåede nemlig at påkøre flere biler, der holdt parkeret på Strandvejen, umiddelbart efter afgang. Herefter kørte han venstre om i rundkørslen ved Strandvejen, og på dette tidspunkt er det muligvis gået op for manden, at noget var galt. I hvert fald blev han set køre med slukkede lygter på Korsgade.

Den ulyksalige tur endte på Jernbanegade, hvor manden kronede sin indsats ved at parkere lastbilen midt på vejen. Herefter blev han altså samlet op af politiet.

- Heldigvis var der flere, der ringede ind, så vi hurtigt kunne få grebet ind. Han har fået taget en blodprøve, og vi er nu ved at afhøre ham, siger Bjarne Askholm.

Lastbilen er indregistreret i Litauen, men havde en dansk indregistreret anhænger, og manden kørte altså - bortset fra sin brandert - lovligt i Danmark. Ingen kom til skade under den drabelige tur.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden