EMNER

Pagt positiv for os

Der går næsten ikke en dag uden, vi ser billeder på TV fra et Grækenland med uro i gaderne og massive protester.

Men selv om det er nærliggende at gøre det græske økonomiske kollaps til en eurokrise, så er billedet mere nuanceret end som så. Det er ikke euroen, der er problemet, men manglende politisk handling og økonomisk ansvarlighed. Euroen er blot blevet symbolet på problemerne. Den nuværende krise er en gældskrise, hvor lande alt for længe har opereret med alt for høje budgetunderskud, samtidigt med at vigtige strukturelle reformer er blevet udsat. Lige nu oplever de europæiske lande de vanskeligste økonomiske tider siden Anden Verdenskrig. Grækerne lever på kanten af statsbankerot på grund af en alt for uansvarlig økonomisk styring, og i lande som Spanien, Italien og Portugal er arbejdsløsheden skudt i vejret. Selvom Danmark er blevet ramt af krisen, så er det ikke med samme omfang som de lande, der allerede havde enorme statsunderskud, da finanskrisen ramte. Krisen i Danmark har betydet, at virksomheder har været nødt til at gennemføre fyringsrunder og flytte produktionen ud af landet, vi har alle måtte spare og VK regeringen tog med genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen en række nødvendige initiativer for at sikre, at den mistillid til økonomien og det politiske system, som har ramt andre lande ikke også fandt vej til Danmark. Den 1.-2. marts mødes Europas stats og regeringschefer nok engang for at forhandle den europæiske finanspagt endeligt på plads. Samtlige EU-lande, på nær Storbritannien og Tjekkiet, er blevet enige om en ny ansvarlig finanspolitisk aftale. Nu handler det om at få ryddet op efter de hårde krise-år, så vi kan få genskabt tilliden til de europæiske landes økonomier og til Euroen. Derfor er det helt afgørende, at vi tilslutter os aftalen med euro-landene, så vi får sendt et tydeligt signal om, at det er i vores interesse, at der bliver ført en sund økonomisk politik i Europa, og ikke mindst, så vi kan forhindre fremtidige gældskriser, som den vi befinder os i nu. Med finanspagten får vi EU med på den økonomiske tankegang, som VK-regeringen var ansvarlige for, hvor vi sikrer, at vi er klædt økonomisk ordentligt på til svære tider. Vi sørgede for at betale af på den store gæld, som Danmark havde helt i starten af det nye årtusinde, så vi stod godt rustet da krisen ramte os. Med en stærk reformdagsorden sikrer vi, at der også vil være penge til at betale for god velfærd, gratis sundhedsbehandling, og uddannelse til vores børn og børnebørn. Det er en klar reformkurs, vi skal have hele EU med på. Finanspagten handler om en helt ny ramme for den økonomiske koordinering og den finanspolitiske disciplin i hele euro-området. Landene skal overholde bestemte budgetregler, som skal indføres i den nationale lovgivning. Med pagten sender EU et klart signal til alle medlemslande om, at man ikke accepterer økonomisk fråseri og ustabilitet. Alt sammen for at skabe en langsigtet økonomisk stabilitet i EU, som er yderst afgørende, også for et lille land som os i Danmark, for vores beskæftigelse og vores velfærd. Selv om Danmark klarer sig bedre end mange andre europæiske lande, så kommer vi heller ikke fri af krisen, hvis resten af Europa fortsat sakker agterud. Kort sagt nytter det ikke at være en vindernation på et taber kontinent. Derfor skal vi sikre, at finansaftalen ikke blot bliver flotte ord og tilkendegivelser. Danmark bør som formandskabsland understrege vigtigheden i, at aftalerne følges til punkt og prikke. Venstre er som et moderne, liberalt parti store tilhængere af det europæiske samarbejde. Vi tror på EUs fremtid og muligheden for i fællesskab at skabe vækst og beskæftigelse gennem et stærkt og frit indre marked. Vi er sikre på, at vi er stærkere i fællesskab end ved at stå alene. Vi er klar over, at EU befinder sig i en brydningstid, en reformernes tid. Og kriser skal jo netop bruges til forandring - never waste a good crisis, som Hillary Clinton udtalte det. Det kræver ingen lang uddannelse at se, at EU har brug for den forandring. Den forandring, ansvarliggørelse og modernisering af EU støtter vi, og derfor bakker vi fuldt ud op om gennemførelsen af finanspagten og vejen mod et mere økonomisk ansvarligt EU.