Narkokriminalitet

Par dømt for massiv hashhandel

En 42-årig mand og en 25-årig kvinde dømt for flere tilfælde af hashhandel - blandt andet salg af to kilo hash fra en lejlighed

Arkivfoto: Peter Broen
Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

Opdateret 01. marts 2018 kl. 06:49

AALBORG: En 42-årig mand og en 25-årig kvinde blev onsdag dømt henholdsvis fem måneder og fire måneders fængsel for adskillige tilfælde af handel med hash over en periode på halvandet år. I et tilfælde blev de dømt for at have solgt omkring to kilo hash.

I januar 2016 fik politiet nemlig et tip om, at der blev solgt hash fra kvindens lejlighed. Da politiet ransagede lejligheden fandt de dog kun 103 salgskugler, der indeholdt omkring 100 gram hash. Men i lejligheden blev der også fundet 104.000 kroner i kontanter samt et Rolex-ur og kvitteringer på en masse værdigenstande.

Og det store pengebeløb og de dyre værdigenstande brugte politiet til at regne tilbage med, og ud fra markedsprisen på et gram hash rejste anklagemyndigheden derfor tiltale for, at manden og kvinden havde solgt over tre kilo hash til knap 500.000 kroner, forklarer anklager Jesper Sønderup.

Solgte hash på gaden

Retten i Aalborg fandt dog kun, at der var grundlag for at dømme den 42-årige og den 25-årige for salg af omkring to kilo hash på baggrund af pengebeløbet og værdigenstandene, der blev fundet i lejligheden.

De to dømte nægtede, at de havde solgt hash fra lejligheden og forklarede i stedet, at pengene var en opsparing, fortæller Jesper Sønderup.

Kvinden og manden blev desuden dømt for 19 tilfælde af hashhandel på gaden i Aalborg fordelt i perioden mellem oktober 2015 til marts 2017. Parret var særdeles aktive hashhandlere, og derfor var de i politiets søgelys, forklarer Jesper Sønderup.

I alle tilfælde blev de to dømte - enten sammen eller hver for sig - taget med såkaldte salgskugler. I retten erkendte den 42-årige og den 25-årige da også handlen med hash på gaden.

De udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden