Paris-stjerner en tand for stærke for Aalborg
Sidste testkamp demonstrerede, at Henrik Møllgaard bliver en stor gevinst for aalborgenserne
Opdateret 20. august 2018 kl. 06:37
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold blev fredag aften matchet mod en sand international stjerneparade i skikkelse af Paris Saint-Germain.
Mikkel Hansen, Sander Sagosen, Nikola Karabatic og kompagni viste sig da også en tand for stærke i testkampen, der blev spillet foran 4660 tilskuere i Gigantiums Jutlander Bank Arena. De vandt 30-26.
Franskmændene kom ud i et højt tempo og bragte sig hurtigt foran 7-3. Karabatic brød igennem efter forgodtbefindende og Mikkel Hansen var sikkerheden selv på straffekast.
Men anført af en velspillende Henrik Møllgaard, der er hentet hjem til Aalborg fra netop Paris, fik hjemmeholdet kæmpet sig tilbage og udlignet til 8-8. Landsholdspilleren viste højt niveau i begge ender af banen.
Siden satte Paris både Sander Sagosen og Henrik Toft på banen, mens Møllgaard fik et hvil hos Aalborg og blev erstattet af Janus Smarason. Siden trak Paris igen fra og kom foran 16-13, inden Møllgaard i sidste sekund fik reduceret til 16-14.
God afslutning af Aalborg
Som anden halvleg skred frem gjorde bredden hos Paris SG forskellen. Franskmændene kom foran 27-20 og så komfortable ud.
Men i slutfasen hev Kristian Sæverås dog en stribe store redninger frem, mens blandt andre Jesper Meinby fandt skarpheden frem i den anden ende, så hullet blev lukket en smule.
Hjemmeholdet var uden stregspillerne Knud Ronau og René Antonsen, mens fløjen Sebastian Barthold kun skød straffekast.
Henrik Møllgaard blev topscorer med seks scoringer, mens Tobias Ellebæk lavede fire mål.
Om præcis en uge bliver det alvor for Aalborg Håndbold, der fredag 24. august spiller pokalkamp på udebane mod SUS Nyborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.