Partifælle til Johnson opfordrer premierministeren til at gå af
Nick Gibb opfordrer Boris Johnson til at gå af. Det sker samtidig med, at Johnson er under stigende pres.
Det britiske, konservative parlamentsmedlem Nick Gibb opfordrer sin egen partiformand og premierminister, Boris Johnson, til at gå af.
Det gør han fredag i et debatindlæg i den britiske avis The Telegraph.
Johnson er under stigende pres som følge af sager om fester i og omkring hans embedsbolig under coronanedlukningen i Storbritannien. Sagen er blevet kendt som "Partygate".
I indlægget skriver Nick Gibb, at hans vælgere er "rasende over dobbeltmoralen", som er blevet afdækket i en rapport om sociale sammenkomster i Downing Street.
Mandag blev dele af denne rapport, som embedskvinden Sue Gray har haft ansvaret for, offentliggjort.
Rapporten konkluderer, at det var udtryk for dårligt lederskab og dømmekraft, at der blev holdt fester og andre sammenkomster i eller ved Johnsons embedsbolig i Downing Street 10, mens Storbritannien var lukket ned.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.