Pas på derude: Højsæson for brandmænd
De ubehagelige vanddyr er tidligere på færde end vanligt
NORDJYLLAND: Senere på ugen kommer det varme strandvejr tilbage, og kaster man sig i vandet, skal man se sig godt for.
Det er nemlig ikke kun vandhunde, der kan lide det danske badevand – det kan brandmændene også. I den forgangne uge har brandmændene skvulpet rundt i vandet ved kysterne med fralandsvind, og derfor skal man se sig godt for, når man bader.
- Brandmændene kommer hver eneste sommer, men i år er de tidligere på den, end de plejer. Det er ikke farligt at blive brændt af en brandmand, men det kan give ubehag i form af en brændende svien og kløen. Hvis man bliver brændt på huden, skal man have fjernet de hvide tråde, som brandmændene efterlader, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
Grunden til, at brandmændene kommer ind på strandene, når der er fralandsvind, er, at de normalt opholder sig i det kølige bundvand. Men når der er fralandsvind, presser vinden det varmere overfladevand væk fra land, og samtidig presses bundvandet og brandmændene ind på kysten.
Sådan afhjælper du smerten
Brandmændene har lange, næsten usynlige hvide tråde - kaldet tentakler - med små sylelignende ”giftpile”. Når de kommer i kontakt med huden, giver de en brændende fornemmelse.
En voksen kan fjerne trådene fra huden med en pincet eller fingrene, da huden her er tyk nok til, at ”giftpilene” ikke kan stikke igennem. Det er vigtigt ikke at skrabe tentaklerne hen over huden, da giften dermed bliver smurt ud over huden. Skyld derefter med havvand og smør en bedøvende creme på, men pas på med ikke at smøre det på et for stort hudområde særligt på børn. Man kan også dæmpe ubehaget ved at lægge is på.
Er man ved en strand med livreddere, kan man henvende sig her, kystlivredderne kan finde deres førstehjælpskasse frem og ved, hvordan man behandler det, oplyser Anders Myrhøj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.