Pas på: Fup-indsamlere på spil i Hadsund
Julemærkehjemmet i Hobro advarer nu Hadsund-borgere mod en falsk indsamling. Tre borgere fra Hadsund har i den seneste uge taget kontakt til hjemmets forstandet Lise Claesson, efter de har oplevet dør-til-dør indsamlere, der har udgivet sig for at samle ind til hjemmet.
- Der er desværre nogle, der misbruger vores navn til at samle penge ind i øjeblikket. Vi har ingen dør-til-dør indsamling i gang. Så vi vil gerne advare folk i Hadsund og omegn mod at give penge til folk, der siger, at de samler ind for os, siger Lise Claesson, der opfordrer folk til at ringe til politiet, straks de bliver kontaktet af de falske indsamlere.
Julemærkehjemmet blev første gang kontaktet søndag, af en dame i Hadsund, der var blevet opsøgt på sin adresse af en mand og kvinde.
- Hun fortalte, at parret gik rundt sammen i kvarteret og skiftedes til at ringe på. Mandag og tirsdag blev vi kontaktet af yderligere to borgere, hvor en ung dreng havde ringet på og sagt, at han kom på vegne af os. Ingen af dem havde vores logo på eller indsamlingsbøsser, og derfor blev borgerne mistænksomme. Desværre har de alle tre nået at donere penge. Det gør mig meget trist, at folk der vil os det godt, bliver snydt på den måde, siger Lise Claesson.
De tre borgere har siden anmeldt episoderne til politiet, der opfordrer andre borgere til at ringe, hvis de oplever lignende tilfælde.
Julemærkehjemmet samler kun sjældent ind ved at stemme dørklokker, fortæller Lise Claesson:
- Det kræver forudgående tilladelse og annoncering, og indsamlerne ville i så fald også være iført tøj og indsamlingsbøsser med vores logo på. Vi samler som regel kun ind ved hjælp af vores koncept "Julemærkeven" eller via Facebook og indsamlingstjenester på nettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.