Sport

Paulsen: Et stort skridt på vejen

Cheftræner blåstempler sæsonen i Mors-Thy Håndbold, selvom slutspillet glippede

Cheftræner Jan Paulsen var tilfreds med indsatsen i Ribe, selvom Mors-Thy tabte. Foto: Bo Lehm
Cheftræner Jan Paulsen var tilfreds med indsatsen i Ribe, selvom Mors-Thy tabte. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 22:32

RIBE: Cheftræner Jan Paulsen var naturligvis skuffet efter sidste spillerunde i Boxer Herreligaens grundspil, hvor Ribe Esbjerg vandt 26-24 over Mors-Thy Håndbold.

Resultatet betyder, at nordvestjyderne ikke bliver en del af dette års slutspil, men cheftræneren havde intet at udsætte på holdets præstation i Ribe.

- Det var en flok mænd, der gik på banen, og spillerne sloges og kæmpede, så det baskede. Angrebsmæssigt får vi ikke altid puttet bolden i kassen, men det har intet med indsatsen at gøre. Det handler om manglende kvalitet, men indsatsen har jeg intet at udsætte på. Jeg har rost mine drenge for det, som de bød ind med, siger Jan Paulsen.

Meget tilfreds

Sæsonen resulterede i 24 point for Mors-Thy Håndbold, som dermed var tre point efter Århus Håndbold, der snuppede den sidste slutspilsplads med en udesejr i Skanderborg.

- Vi har lagt et gevaldigt lag på i forhold til sidste sæson. Det var en helt ny start, og vi er stadigvæk i gang med at bygge op igen, men det her er et stort skridt på vejen. Jeg er meget tilfreds med sæsonen, selvom nogle ting selvfølgelig skal forbedres. Det kommer ikke af sig selv, og i Mors-Thy skal vi arbejde ekstra hårdt for det. Vi har ikke midlerne til at købe færdige spillere, så der skal udvikles på alle leder og kanter, og det vil vi arbejde videre med, siger Jan Paulsen, der endnu ikke ved, hvad den lange turneringspause skal bruges til.

- Jeg har udelukkende fokuseret på den igangværende turnering og dagens kamp, men jeg kan sidde og tænke over det i bussen på vej hjem, siger cheftræneren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden