Pave-stolt Dana Cup-delegation

Besøgte universitet, hvor den nye pave har undervist - og måske modtager den katolske verdens overhoved snart en USB-nøgle med materiale fra Hjørrings store fodboldturnering ...

Fra mødet med professor Alejandro J. Rebogliati på Universidad del Salvador. Universitetet, der måske kommer med hold til Dana Cup, er katolsk. Pave Frans har undervist på dette universitet, inden han blev valgt til pave. Privatfoto: Dana Cup.

Fra mødet med professor Alejandro J. Rebogliati på Universidad del Salvador. Universitetet, der måske kommer med hold til Dana Cup, er katolsk. Pave Frans har undervist på dette universitet, inden han blev valgt til pave. Privatfoto: Dana Cup.

HJØRRING/BUENOS AIRES: Umiddelbart har den katolske verdens overhoved ikke meget at gøre med en fodboldturnering i Vendsyssel - og så alligevel:

Forleden gæstede en Dana Cup-delegation nemlig Universidad del Salvador i den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Og det er netop på dette universitet, at Jorge Mario Bergoglio underviste, inden han blev udnævnt som pave for knap et år siden - nu med navnet Frans.

Dana Cup var på besøg for at slå på tromme for sin store ungdomsfoldbold-turnering, og efter en snak med professor Alejandro J. Rebogliati, vurderer Dana Cup-direktør Jette Andersen, at det slet ikke er utænkeligt, at der allerede til sommer er deltagelse fra studerende på universitetet ved Dana Cup.

Dana Cup-folkene afleverede to USB-nøgler med materiale om Hjørring-turneringen, og med et lille smil på læben, forsikrede universitets-professoren, at en af dem nok skulle blive sendt til Vatikanet.

- Vi er nu ikke helt sikre på, at den holder, og jeg regner da heller ikke med, at Vatikanet sender et hold til årets Dana Cup. Men de skal da være velkomne!, lyder det fra Jette Andersen.

Og mon ikke også det bliver lidt svært at spille fodbold i kjortel og med hovedbeklædning, hvis Frans dukker op i fodboldstøvler - omvendt ville han sikkert kunne be’ de højere magter om hjælp, hvis spillet på grønsværen ikke går så godt ...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden