Pavestolte medarbejdere
Beredskabscenter Frederikshavn fik fredag overrakt Virksomhedsprisen 2012
FREDERIKSHAVN: Fredag blev Frederikshavn Kommunes Virksomhedspris uddelt.
Prisen gives til private eller offentlige virksomheder, der for eksempel udviser social ansvarlighed ved at ansætte folk i fleks- eller skånejob eller på andre måder er med til at fastholde personer på arbejdsmarkedet.
I år gik prisen til Beredskabscenter Frederikshavn, der i øjeblikket har fem medarbejdere ansat i fleksjob samt én medarbejder ansat i skånejob.
Derudover har Beredskabscentret et samarbejde med Jobdiamanten og Arbejdsmarkedscentret i Frederikshavn.
Samarbejdet går ud på at give personer, der af forskellige årsager ikke har tilknytning til et job, en chance at følge et forløb i Beredskabet, inden turen igen går ud på arbejdsmarkedet.
Det Lokale Beskæftigelsesråd står bag prisen, og formanden for rådet, Søren Visti Jensen, konstaterede, at Beredskabscenter Frederikshavn fornemt lever op til kravene for at modtage hæderen.
- Det er prisværdigt, at virksomheden i en situation, hvor man selv befinder sig i en rivende udvikling og forandringsproces, kan finde overskud og plads til at rumme fem fleksjobbere og en person i skånejob, sagde Søren Visti i forbindelse med prisoverrækkelsen, der foregik på Moby Dick i Frederikshavn.
Beredskabscenter Frederikshavn er i løbet af et par år gået fra at være en brandstation med syv heltidsansatte til at være et beredskabscenter med 40 ansatte.
Opgaverne er - udover brandslukning - blandt andet madtransport til pensionister, hjælpemidler til kommunens borgere, kurser i førstehjælp samt brandskole med kurser.
Viceberedskabsinspektør Elly Olsen og udviklingsmedarbejder, Laila Andersen, begge fra Beredskabscenter Frederikshavn, er naturligt nok glade for årets Virksomhedspris.
- Vi er meget stolte over prisen. Den viser, at vi tager vores sociale ansvar alvorligt, siger Laila Andersen.
Udover æren følger der 25.000 kroner med årets Virksomhedspris.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.