Pedeller pynter op i kommunen
Ny afdeling i kommunen skal hjælpe de frivillige ledere i foreningerne
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Brønderslev bliver en kønnere kommune. Det sørger landsbypedellerne for.
Landsbypedellerne er nu for alvor trukket i arbejdstøjet. De udfører arbejde, der ellers ikke bliver udført.
Leder af landsbypedelordningen, Erik Hjørringgaard, fortæller, at pedellerne har været ude på flere opgaver. Multibanen ved Vendelbohallen i Serritslev bliver shinet op, og ved spejdergården i Klokkerholm er der pyntet op, efter at en bil har været på afveje ved spejderhuset. Der er fremstillet fuglekasser til at sætte op rundt i kommunen, og der er hugget brænde til de shelters, kommunen har opstillet ved forskellige naturskønne områder i kommunen. Her kan naturelskere overnatte, og de kan så sikre sig brænde til bålet.
Der er allerede indløbet en halv snes opgaver til landsbypedellerne. Det skal være opgaver, der ellers ikke udføres.
- Vi er en hjælp for de frivillige i foreningerne, fortæller Erik Hjørringgaard. Vi udfører ikke arbejde, som kommunens egne folk udfører.
Landsbypedellerne har til huse på Materielgården på Karetmagervej i Dronninglund. Og de er i samme gruppe som de personer, der kommer fra Jobcentret. I alt en gruppe på 15 personer, der rykker ud til opgaverne.
Bestillingen skal ske på www.vej-park.dk under fanen "landsbypedeller".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.