Perfekt slutspilsstart for Blackhawks og AaB
De nordjyske damehold har kurs mod DM-semifinaler
FLOORBALL: Kvinderne har taget hul på slutspillet i floorball, og de første kvartfinalekampe fik et godt udfald for de to nordjyske hold.
AaB Floorball indledte med en hjemmesejr på 7-4 over Hvidovre Attack - blandt andet på to scoringer fra Maria Andersen og Eva Knudsen.
Kvartfinalerne spilles bedst á tre kampe, og Hvidovre har i den kommende weekend fordel af hjemmebane i både kamp to og et eventuelt tredje opgør.
Frederikshavn Blackhawks var decideret nådesløse i deres første kvartfinalekamp. Trods udebane nedsablede de Rødovre med 14-1. Nanna Sørensen og Helle Grønbech scorede begge tre gange.
Det ligner derfor en ekspeditionssag for Frederikshavn Blackhawks at sikre billetten til semifinalen, når de i den kommende weekend spiller hjemme i Abildgård Hallen.