Dorf

Perlerække af kammerkoncerter

Masser af musik i den gamle skole i Dorf

Ragnhild Kjølberg er på søndag klar med årets anden kammerkoncert i sit smukke hjem, Den gamle Skole i Dorf. Foto: Jørgen Ingvardsen
Ragnhild Kjølberg er på søndag klar med årets anden kammerkoncert i sit smukke hjem, Den gamle Skole i Dorf. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

DORF: Kammermusiksæsonen i Den gamle Skole i Dorf er nu i fuld gang. Den startede meget passende med en svensk/norsk duo, hvor violinisten Christian Svarfvar og pianisten Helge Kjekshus fremviste et samspil, der slog gnister. Det trofaste publikum fik to ekstranumre efter en stærk version af Griegs 2. violinsonate, en spændende Janacek og Schumanns sene, bevægende 2. sonate, hvor komponisten svinger mellem uro og harmoni. Den programsatte Brahms måtte vige pladsen for norske Grieg, som pianisten er en berømt fortolker af.

Næste koncert er søndag 30. juli med en tjekkisk duo. Jiri Hanousek er den store cellist i hjemlandet. Han er koncertmester i Ostrava Symfoniorkester og solist og kammermusiker i bl.a. ’Kubin Kvartetten’, som flere gange har gæstet skolen ved Jyske Aas. Jiri Hanousek har tidligere givet koncert med Ivo Kahanek i Dorf, men denne gang medbringer han pianisten Eliska Novotna i et tjekkisk program. Foerster, Suk og Martinu og endelig Rachmaninovs store sonate nr. 19. Sidstnævnte musikstykke blev opført i Dorf af cellisten Leonid Gorokhov og Niklas Sivelöv lige efter tragedien på Utøya for fem år siden.

- Da blev musikkens helende kraft tydeliggjort, fastslår Ragnhild Kjølberg.

Søndag 6. august er det pianisten Rustem Kudoyarov, der sætter sig til flygelet. Han er født i 1970 i Kazan.

- Takket være et Schengen-samarbejdet er det blevet enklere at genbesøge Dorf gl. Skole, og ved denne koncert vil pianisten spille Nattens Musik, nocturner, af kendte komponister og af russiske måske mindre kendte, fortæller Ragnhild Kjølberg.

Dorf gamle Skole, der danner rammen om disse fornemme koncerter, er en såkaldt ’prinsesseskole’, bygget af prinsesse Sophie Hedevig, der boede på Dronninglund Slot. Hun blev til sin store skuffelse ikke gift med svenske Karl 12. Han blev nemlig skudt ved den norske by Halden. Her er der så den lille krølle på historien, at det var i denne by, Ragnhild Kjølberg gik i skole!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden