Akvakultur

Perspektiver i akvakultur

Formanden for Erhverv Hjørring Henrik Willadsen ser store muligheder for udviklingen af økonomisk bæredygtig og miljørigtig akvakultur i Hirtshals.

- Perspektiverne i ikke forurenende akvakultur er store, Det globale marked for fisk som fødevare er stadigt voksende, men der er ikke udsigt til, at efterspørgslen kan imødekommes gennem øget fiskeri i havene. Derfor vokser akvakultur produktionen på verdensplan støt. Det samme gør problemer med miljø og sygdomme i traditionel akvakultur. Anlæg som det, der nu kommer i Hirtshals kan være løsningen, skriver Henrik Willadsen i et nyhedsbrev. Det indeholder en nærmere beskrivelse af Danish Salmons projekt til 100 millioner kroner, som NORDJYSKE tidligere har omtalt. Nyhedsbrevet indeholder også en opgørelse af markedet for akvakultur fisk foretaget af FAO, FN's organisation for fødevarer og landbrug. I 2009 blev der solgt cirka 200.000 tons ørred og 1,4 millioner tons laks på verdensplan. De danske dambrug solgte omkring 40.000 tons ørred. FAO forventer at produktionen af fisk fra akvakultur til stige fra 45 til 85 millioner tons i årene frem til 2030.