Peru forsøger at redde havfugle fra massivt olieudslip

Næsten en million liter råolie er løbet ud i havet nær Lima som følge af et undersøisk vulkanudbrud i Tonga.

 <i>Carlos Reyes/Ritzau Scanpix</i>

Carlos Reyes/Ritzau Scanpix

Peru kæmper for at redde snesevis af havfugle, efter at 6000 tønder råolie er flydt ud i havet fra et raffinaderi nær hovedstaden Lima som følge af et vulkanudbrud i Tonga.

Flere end 40 fugle, herunder den beskyttede Humboldt-pingvin, er bragt til den zoologiske have Parque de Las Leyendas efter at være blevet reddet fra forurenede strande og naturreservater.

- Fuglenes prognose er uklar. Vi gør alt, hvad vi kan. Det er ikke nogen almindelig begivenhed, og vi gør vores bedste, siger biolog Liseth Bermudez.

Et hold af dyrlæger tager sig af fuglene, som blandt andet bliver vasket med særlige sæber for at fjerne den klistrede olie.

- Vi har aldrig set noget lignende i Perus historie, siger Bermudez.

- Vi troede ikke, at det ville være af denne størrelsesorden.

Det var et vulkanudbrud og en efterfølgende tsunami i østaten Tonga forrige lørdag, der har ført til det massive olieudslip nær Lima.

Perus præsident, Pedro Castillo, har erklæret hændelsen for en "miljømæssig katastrofe", efter at næsten en million liter råolie er løbet ud i havet.

Det skete, da et tankskib blev ramt af store bølger, da det aflæssede olie på et raffinaderi.

De usædvanligt høje bølger blev udløst af et undersøisk vulkanudbrud nær Tonga tusindvis af kilometer væk.

Olieudslippet har forurenet adskillige strande og skadet fiskeri- og turistindustrien. Oprydningshold arbejder i døgndrift for at inddæmme olien.

Søndag oplyste Perus miljøministerium, at mere end 180 hektar strand - svarende til cirka 270 fodboldbaner - og 713 hektar hav er blevet påvirket, idet havstrømme har spredt olien langs kysten.

Sundhedsministeriet har bedt badegæster om at holde sig væk fra mindst 21 berørte strande.

Mange døde fugle og sæler er allerede skyllet op på land.

Biolog Guillermo Ramos fra Perus skovmyndighed advarer om, at endnu flere dyr vil dø, hvis olien spredes.

- Der er arter her, der lever af krebsdyr og fisk, der allerede er blevet forurenet, siger han.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.