Lissabon

Peugeot-SUV til storfamilien

5008 er en ny og radikal fortolkning af en syvpersoners familiebil. Resultatet er en stor og rummelig SUV, der kører godt og komfortabelt

De bageste sæder kan selvfølgelig gemmes af vejen under gulvet, men også tages helt ud.
De bageste sæder kan selvfølgelig gemmes af vejen under gulvet, men også tages helt ud.

LISSABON: Det virker som en menneskealder, siden børnefamilierne kun havde firkantede stationcars eller, hvis det gik rigtig højt, minibusser til at fragte husstanden rundt i. Siden kom de engang så populære syvpersoners MPV’ere, og i dag er der masser af muligheder for familiefædre og -mødre, der vil skille sig ud.

Det har man også set hos Peugeot, der med 5008 forsøger at finde et hul i markedet med modellen, der nærmest kan beskrives som en SUV med syv sæder - dog med et stænk af den klassiske MPV, som godt nok er gået af mode men ikke så meget, at det gør noget. Modellen kan da heller ikke fås med firhjulstræk, men udelukkende med greb på de forreste hjul.

I al væsentlighed er 5008 baseret på lillebror, 3008, der blev Årets Bil i Danmark 2017, især fordi den ser godt ud, er moderne indrettet og kører godt og komfortabelt. Derfor frygter vi heller ikke mødet med den længere og tungere storebror, der er vokset så meget mellem akslerne, at pladsforholdene er ganske generøse.

Skoda Kodiaq som konkurrent

Vi befinder os i det luftlag, hvor konkurrenterne hedder Nissan X-Trail, men især den nye Skoda Kodiaq, hvor sidstnævnte endda når at etablere sig herhjemme til juni, mens vi skal helt frem til september, før Peugeot 5008 bliver lanceret.

Oprindelig var det meningen, at den skulle introduceres her i foråret, men en brand hos en underleverandør har medført forsinkelser.

Ukendt merpris

Derfor har vi heller ingen prisindikationer fra Peugeot Danmark, så vores gæt om en merpris på 40.000 kr. i forhold til 3008’eren må stå for egen regning. Men holder den antagelse, koster en fornuftigt udstyret 5008 med 120 hk dieselmotor cirka 360.000 kr. Det vil gøre den lidt billigere end Skoda Kodiaq.

Til gengæld kan Peugeot 5008, i modsætning til de to førnævnte, slet ikke leveres med firhjulstræk.

Men lad os komme ud at køre og det på meget varierende veje omkring Portugal, hvor den internationale præsentation foregår. Her er der ikke meget trafik på denne tid af året, så vi har gode muligheder for at udforske, om den tungere bil også er køreglad, eller den er blevet en mere gumpetung familieflytter.

Heldigvis er svaret, at den formår at tage snævre sving uden at protestere, selv om den ikke er så rap i bevægelserne som den mindre 3008. Her viser 5008 først og fremmest sin force som motorvejs-lokomotiv med en undervogn, der effektivt udglatter små ujævnheder.

Og den gør sit job lydløst som en fransk mimer - også på kanten af fartgrænserne. Man mærker, at de franske diplomingeniører har gjort deres hjemmearbejde.

Lækkert interiør

Det stilige holder inden døre efter, at vi har smækket døren med en solid lyd, der lyder som noget, man ellers forventer at finde hos et tysk mærke med fire ringe.

Den fornemmelse forstærkes af en kabine med bløde materialer og en gavmild brug af krom i instrumenteringen.

Lette sæder

Den digitale instrumentering er standard i alle 5008-modeller, mens den store farveskærm kun mangler i den absolutte basismodel.

Plantet i førersædet får man den oplevelse, at de franske ingeniører næsten har skabt en stemning af flycockpit - godt hjulpet på vej af den brede, høje midterkonsol, der smyger sig let mod føreren.

De to sæder på tredje sæderække kan tages ud og på den måde bringe bagagepladsen op på 1060 liter, hvilket er 237 liter flere end forgængeren.

Peugeot hævder sågar, at bagagerummet er større end i Skoda Kodiaq.

Bagsæderne kan selvfølgelig fældes ned i plan med gulvet, og skal man have surfbrættet med, kan passagerforsædet også lægges ned.

På anden sæderække er der virkelig generøs plads, og de tre sæder kan forskydes individuelt frem og tilbage, hvilket er nødvendigt, hvis der skal være plads til lidt større folk på allerbageste række.

Her er det dog ikke rart at opholde sig, hvis man er voksen.

Effektive motorer

Har man aldrig behov for de ekstra sæder, kan de ganske let tages ud, for de vejer kun 11 kg stykket, og så bliver bagagerummet endnu større.

Bag frontens selvsikre eurogrin kan der ligge fem forskellige motorer: Den fine 1,2 benzinmotor med 130 hk, en 1,6’er med 165 hk, og så en 1,6 diesel, der har 120 hk, mens der er to forskellige 2,0 dieselmaskiner med henholdsvis 150 eller 180 hk.

Vi kører de to sidstnævnte, og hver for sig er de kraftige og støjsvage, men vi gætter på, at en 120 hk diesel også kan håndtere en 5008.

Satser på SUV-design

Den seks-trins gearkasse, som er standard, skifter udmærket, men er ikke nogen fryd, når det gælder præcision, ligesom koblingen kræver tilvænning.

Vi vil til hver en tid foretrække automatgear i så stor en bil som en 5008.

Den europæiske bilindustri er i øjeblikket i gang med at omstille sig til de SUV’ere, som bilkøberne skriger efter i alle klasser. Det gælder også hos franskmændene, hvor de nye Renault Scenic og Grand Scenic-modeller går i samme retning med mindre MPV og mere SUV.

Og som ses klart hos bl. a. VW med de rendyrkede SUV’ere Tiguan og Tiguan XL, mens Ford er på vej med en SUV-afløser for C-Max til at supplere Kuga.

- Vi har valgt at satse på det rene SUV-design frem for forgængerens MPV-look, fordi det er det, kunderne ønsker, lyder det fra Peugeot.

Bilkøberne skal nok komme til at elske den for sin eventyrer-udstråling, det gode overblik fra det høje førersæde og følelsen af at være usårlig i trafikken.

Nu venter så en udmelding om priser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden