Pia Skogberg blev ”Årets kunstner 2012”
FRØSTRUP: Fredag blev billedkunstner Pia Skogberg, Vesløs, tildelt titlen ”Årets kunstner 2012” af Kulturekspressen.Det skete på Kirsten Kjærs Museum, hvor Pia Skogberg er daglig leder af Det grafiske Værksted, og hvor hun i øvrigt underviser i freelance projekter. Kulturekspressen, der har base i Sydthy, var repræsenteret ved formanden Karin Nikolaus, kasserer Inger Stauersbøl og medlem af kunstudvalget Jakob Oschlag, der sammen kunstudvalgets to øvrige medlemmer, museumschef Jytte Nielsen og kulturkonsulent Karen Louise Erichsen, havde valgt Pia Skogberg som årets kunstner. Ved tildelingen ønskede Karin Nikolaus på Kulturekspressens vegne til lykke med titlen - og motiverede udnævnelsen med følgende: ”Du er en dygtig kunstner, som arbejder utrætteligt med dit kunstneriske udtryk, så det til stadighed fornyer og overrasker. Så er du en del af det kunstneriske miljø omkring Kirsten Kjærs Museum, hvor du også er ”huskunstner” og leder af det grafiske værksted. Du arbejder med maleri, skulptur (bronze), grafik, tegninger og LandArt. Du har udstillet i flere lande, og har arbejdet med flere projekter for børn”, Medlem af kunstudvalget Jakob Oschlag supplerede med at understrege, at udvalget samtidig ønskede at anerkende den store betydning, som Kirsten Kjærs Museum har for kulturlivet i Thisted Kommune.Pia Skogberg er aktuel ved Sydthy Kunstforenings Efterårsudstilling på Heltborg Museum, hvor der er fernisering af kunstnerens udstilling ”Livstråde” lørdag 29. september. Efterfølgende vil kunstneren udstille på Limfjordscentret Doverodde i forbindelse med Kulturekspressens kulturuge i skolernes efterårsferie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.