Piger tæt på at blive mast af container
Et renovationsfirma sænkede en container ned på deres telt ved Smukfest i Skanderborg - de undslap lige akkurat
SKANDERBORG: For to unge gæster fik Smukfest en noget voldsom afslutning.
De var nemlig tæt på at blive mast ihjel i deres telt på campingområdet, fordi et renovationsfirma sænkede en container ned på deres telt.
En af gæsterne er Ida Elbæk, der er dybt rystet over episoden.
- Vi nåede kun at komme ud af teltet, fordi jeg hørte støjen fra renovationsbilen, siger hun til DR P4 Østjylland.
Episoden skete omkring klokken 8.30, hvor flere lå i teltene og sov. Gæsterne skulle nemlig først forlade pladsen til middag. Smukfests sikkerhedschef Søren Eskildsen beklager dybt, hvad gæsterne har været ude for.
- Vi kan konstatere, at en leverandør har påbegyndt nogle aktiviteter, de ikke havde lov til at påbegynde endnu, og i forbindelse med det er denne her episode desværre sket, siger han til DR P4 Østjylland..
Festivalen er nu i gang med at undersøge, hvordan det kunne ske og understreger, at de vil gøre alt for, at det ikke sker igen.
- Vi skal have kigget ekstragodt på de aftaler, vi laver med vores eksterne leverandører, så vi er fuldstændig sikre på, at de overholder de aftaler, vi har lavet med dem.