Hjallerup

Pigespejderne laver medlemskampagne

Åbent hus hos De Grønne Pigespejdere

Hvis de lidt større grønne pigespejdere skal udfordres, så er aktiviteter i et klatretårn som dette sikkert det helt rigtige. Privatfoto
Hvis de lidt større grønne pigespejdere skal udfordres, så er aktiviteter i et klatretårn som dette sikkert det helt rigtige. Privatfoto (privatfoto)

HJALLERUP: De Grønne Pigespejdere i Hjallerup starter deres nye sæson med et arrangement, som gerne skulle give endnu flere piger lyst til at være med som spejder.

Baggrunden for netop dette arrangement er en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for De Grønne Pigespejdere, viser, at 56 procent af danskerne mener, at nutidens forældre ikke er gode nok til at lade deres børn klare udfordringer på egen hånd.

Hos De grønne pigespejdere i Hjallerup vil man gerne udfordre den tendens. Her forsøger de at udfordre pigespejderne i trygge rammer, og 13. september 2016 inviteres alle piger i aldersgruppen 0. -3. klasse til at være med til en spændende aktivitetsdag.

- Børn kan ofte meget mere, end de selv tror, de kan, og ti gange mere, end deres forældre tror, de kan. Med vores åbent-hus-arrangement vil vi gerne give pigerne en forsmag på, hvor sjovt det kan være at folde sig aktivt ud i naturen. Så lige nu har vi en masse pigespejdere og ledere, som glæder sig rigtig meget til at vise deres spejderverden frem, siger Kristine Thordahl, lokal leder for De grønne pigespejdere i Hjallerup.

De grønne pigespejdere i Hjallerup holder åbent hus tirsdag 13. september, hvor alle byens piger er inviteret til en sjov aktivitetsdag. Temaet på dagen er "Gå i luften med Gnisterne", hvor pigerne sammen skal udforske og opleve forskellige luftfænomener. Med aktiviteter som at lave en faldskærm og mini-bjergbestigning sætter dagen også fokus på, at piger skal turde mere.

Kristine kan i øvrigt fortælle, at de hos pigespejderne er helt overvældede af interessen for at blive spejder: - Der er allerede startet 10 nye piger her efter sommerferien, så det bliver spændende at se, hvor mange der får smag for spejderiet efter arrangementet.

Dagen starter klokken 17.00 med en kort samling, inden pigerne sendes ud på et spændende stjerneløb. De Grønne Pigespejdere i Hjallerup har enheder for piger fra 0. klasse og opefter. Arrangementet foregår hos De grønne pigespejdere i Hjallerup, som hører til på Præstevænget 4 i Hjallerup. Det er gratis at deltage i dagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden