Pilot slap fra styrt uden en skramme
Pilot i et fire-personers fly blev blændet af solen og måtte nødlande uden for Aalborg Lufthavn Opdateret kl. 18.40
Et lille fire-personers fly væltede rundt på hovedet, efter det omkring klokken 17.30 måtte nødlande uden for Aalborg Lufthavn. Under indflyvningen til lufthavnen blev piloten blændet af solen og kom derfor ved en fejl til at lande på en græsmark godt 400 meter fra landingsbanen. Det rullede 100-200 meter før det ramte et af markeringslysene og landede på hovedet, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck. NORDJYSKE talte med piloten efter uheldet. Han ønsker ikke at optræde med navn eller andre personlige oplysninger, men forklarer, at han forvekslede lysene på landingslysene med lysene på marken. Sluppet uden skader Der var stort opbud af ambulancer på stedet, men en undersøgelse afslørede ingen skader på piloten, der også selv kunne kravle ud af det væltede fly. - Jeg når da lige at tænke, at det ikke er helt godt. Men jeg havde så lav fart, at det aldrig rigtigt blev farligt, siger piloten. Til gengæld slap flyet ikke helt så billigt. Både propel og et af hjulene fik store skader. Gammelt militærfly Det står nu overfor en del reperationer. - Der kommer nok til at gå et par år, men det skal nok komme op og flyve igen, lover piloten. Flyet er et danskbygget veteranfly, en KZ VII Lærke, der fungerede som skolefly for flyvevåbnet indtil 1976. Det er nu i privat eje. Havarikommissionen vil allerede onsdag aften undersøge flyet, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.